Fortsæt til indhold

Kinesisk interesse for Hillerød

3F og C4 inviterede forleden kinesere til at se nærmere på Hillerøds ledige industrigrunde

Kultur og byliv
Arkiv

Arbejdspladser, som flytter til Kina, har desværre betydet, at mange danskere har mistet deres arbejde de senere år. Men det kan også gå den anden vej.

Kinesiske firmaer er på udkig efter muligheder for at investere i Europa, for eksempel har de reddet mange arbejdspladser på Volvo–fabrikkerne i Sverige ved at købe dem og opretholde produktionen.

Også inden for medicinalindustrien er der interesse for at komme ind på det europæiske marked med naturmedicin, som er meget udbredt i Kina.

Derfor har 3F Frederiksborg og erhvervsforeningen C4 taget kontakt med et netværk for kinesiske erhvervsfolk og inviteret dem til Hillerød.

”Vi har vist dem de ledige industrigrunde ved siden af Novo og Biogen og de kommende muligheder ved det nye sygehus. Vi har også vist dem det gamle sygehus, som bliver ledigt cirka i 2021. De er enige med os i, at hvis vi kan få et universitet ind i disse bygninger, vil det tiltrække virksomheder fra hele verden inden for medicin, Nano og Smart Energistyring,” udtaler formand for 3F Frederiksborg, Tue Tortzen, som også er formand for Teknik- og Miljøudvalget for Fælleslisten.

3F og C4 arbejder på en fælles konference om mulighederne for investeringer og eksport i løbet af efteråret.