Borgerne får spørgetid i byrådssalen
Ny ”brugervenlig” spørgetid falder godt i tråd med åbningen af Varde Kommunes nye og åbne intranet – ”Vores Varde”, mener borgmester Erik Buhl
Når politikerne i Varde Byråd tirsdag den 6. maj sætter sig til bords for at holde sit faste, månedlige møde, er der reserveret plads til et helt nyt indslag på dagsordenen: Spørgetid…
"Ja, helt nyt er det nu ikke. Vi har haft det før, men nu bliver det i en ny form," forklarer borgmester Erik Buhl, der forelagde sagen for byrådet tirsdag aften.
"Hidtil har der været mulighed for at borgerne kunne stille skriftlige spørgsmål. Der har så været nogle tidsfrister og den slags – men alt det ophæver vi nu."
"I stedet indfører vi en mere brugervenlig og spontan spørgetid, hvor borgerne kan møde frem til byrådets møder. Her er den første halve time så reserveret til spørgsmål og svar – naturligvis i det omfang, at vi har mulighed for at give konkrete her-og-nu-svar," fortsætter Erik Buhl.
"Vi kan ikke have alting i hovedet, men naturligvis vil der være spørgsmål, der umiddelbart kan besvares, og så vil vi gerne gøre det, når borgerne har noget på hjerte," tilføjer borgmester.
Han ser det nye tiltag som en åbenlys forlængelse af, at Varde Kommune netop har åbnet et splinternyt intranet – ”Vores Varde”, der også er åbent for alle, der ønsker at kigge Varde Kommune ”i kortene”.
"Selvfølgelig kan der så være ting, vi ikke umiddelbart kan svære på. I de tilfælde vil vi i stedet svare skriftligt i løbet fem dage," fortsætter borgmesteren, der dog oplyser, at der ikke kan stilles spørgsmål, der handler om konkrete punkter på byrådets dagsorden, eller til sager, der handler om enkeltpersoners private eller økonomiske forhold.
Et skridt mod tv-transmission
Den ”nye” spørgetid” blev hilst velkommen af flere af byrådets medlemmer, blandt andre af konservative Niels Christiansen, der forudså at den øgede adgang til byrådet, via såvel intranet som spørgetid, også kan være et skridt i retning af en kommende tv-dækning af møderne i byrådet.
"Rundt om i landet har flere kommuner indført live-transmissioner fra møderne, og har høstet gode erfaringer med det. Måske kan det blive det næste skridt for os," forudså den konservative lokalpolitiker.
FAKTA:
UDPLUK AF REGELSÆTTET:
- Byrådet indleder de ordinære, åbne møder i byrådet med, at tilhørerne kan komme med spørgsmål.
- Spørgere skal være til stede, når byrådsmøderne begynder klokken 18.00.
- Borgmesteren leder spørgetiden.
- Borgmesteren indleder møderne med at spørge, om der blandt tilhørerne er nogen, der ønsker at stille spørgsmål. Hvis det er tilfældet holder byrådet spørgetid på op til 30 minutter.
- Det egentlige byrådsmøde begynder umiddelbart efter at borgmesteren har erklæret spørgetiden for afsluttet
- Spørgeren skal bo eller have fast ejendom i Varde Kommune. I forbindelse med at der stilles spørgsmål, skal spørgeren oplyse navn og bopæl. Spørgsmålene skal være korte og klare. Spørgeren har maksimalt tre minutter til at fremføre sit ærinde.
- Spørgsmål skal være af almen interesse for kommunens borgere, og der kan ikke stilles spørgsmål til eksempelvis enkeltpersoners private eller økonomiske forhold.