Poul Reinhard tager os med ud i rummet
Reklametegneren er månedens kunstner i Café Caféen i Vangede
Poul Reinhard er uddannet reklametegner og har i en årrække drevet selvstændig grafisk tegnestue i Gentofte.
Som maler er han autodidakt.
”Jeg tegner stadig hver dag, men af og til griber jeg penslen og maler et billede. Det er to helt forskellige medier, nærmest som at skifte mellem guitar og kirkeorgel, dog uden at sammenligne, men stort føles det. Tidligere malede jeg de nære omgivelser - min have, Gentofte Sø og Dyrehaven. Men mødet med universet gennem en stjernekikkert gav inspiration til helt nye motiver. Hvordan kunne jeg fange dette ufatteligt store verdensrum, proppet med sort energi, hvor stjerner og planeter fødes eller dør, og omsætte det til form og farve på den hvide kanvas? Det kan man heller ikke, men med en god portion fantasi lykkes det måske alligevel”, siger Poul Reinhard om sin kunst.
Der er fernisering på udstillingen '30 days in space' på Café Caféen på Vangede Bibliotek torsdag den 1. maj kl. 17-18.