Byvandring med gestapo-tolken
Få indblik i en af de mest komplekse skikkelser under besættelsen, når Museum Østjylland nu inviterer på historisk byvandring i Randers. Omdrejningspunktet er den danske gestapo-tolk Harvy Jensen, der som ansat ved Gestapo deltog i anholdelser og afhøringer af modstandsfolk. Siden skiftede han side og leverede viden, der hjalp modstandsfolk med at flygte, inden de blev anholdt af Gestapo.
På byvandringen besøger du steder, som har dannet ramme om nogle af de mest skæbnesvangre begivenheder under besættelsen. Der vil både blive tegnet et billede af Harvy Jensens handlinger, hans person og hans vej ind og ud af Gestapo. Det er museumsinspektør Simon Ryvang True, der med udgangspunkt i omfangsrige retsdokumenter fortæller om manden, der hjalp det hemmelige tyske politi, Gestapo, med at optrævle modstandsgrupper i det østjyske.
Det er tirsdag 23. maj 2023 kl. 18.30 - 19.30. Længde cirka 2,5 kilometer. Mødested: Foran Kulturhuset, Stemannsgade 2, Randers C. Billet på museumoj.dk