Kræft-professor fortæller om immunterapi
Per Guldberg, daglig leder af Cancergenetisk Laboratorium i Kræftens Bekæmpelse kommer til Skanderborg tirsdag 17. november
Har dine gener betydning for din risiko for at udville kræft, og hvad betyder det egentlig, når lægerne taler om at udnytte kroppens eget immunsystem i kræftbehandlingen?
Det kan du få svar på tirsdag 17. november klokken 19.00-21.00, når den kendte forskningsprofessor Per Guldberg, der er daglig leder af Cancergenetisk Laboratorium i Kræftens Bekæmpelse, kommer til Skanderborg Sundhedscenter og fortæller om sin forskning i kræft og immunterapi.
Immunterapi er en behandlingsform, der udnytter kroppens eget immunforsvar til målrettet at bekæmpe kræftceller.
Per Guldberg er en populær foredragsholder, fordi han på en enkel måde formår at formidle svær tilgængelig viden om sin forskning til sit publikum. Samtidig har hans forskning betydet en forbedret diagnostik og behandling af visse kræftsygdomme.
Immunterapi bruges som led i behandlingen af for eksempel lymfeknudekræft, leukæmi, nyrekræft og modermærkekræft. Desuden er der lovende udvikling af forskellige former for immunterapi af mange andre typer kræft.
I de seneste år har der været et meget stort gennembrud i udviklingen af immunterapi, og det forventes, at det bliver en lige så vigtig behandlingsform som kemoterapi inden for den nærmeste fremtid.
Efter foredraget fortæller en fysioterapeut fra kommunens rehabiliteringsteam om de tilbud, en kræftramt borger kan få, for at genvinde kræfterne efter et sygdomsforløb. Frivillige fra Kræftens Bekæmpelse vil ligeledes være tilstede og fortælle om de mange supplerende tilbud som Kræftens Bekæmpelse byder ind med under et sygdomsforløb.
Foredraget er gratis og arrangeres af Lokalforeningen for Kræftens Bekæmpelse i Skanderborg Kommune.