Hammel får igen sin musikfestival
Lørdag 4. juni gentages Open Air under navnet Rock i Teltet.
Selv om festivalen 2015 gav underskud, så er Jysk Event Fond med Mikael Andersen i spidsen klar til at præsentere seks musiknavne på hestemarkedspladsen. Underskuddet på omkring 300.000 betragtes som en investering.
De seks kontrakter mangler en underskrift, men de mundtlige aftaler er på plads.
Om en 14 dages tid vil det blive afsløret, hvem der kommer på scenen.
Halvanden million
Mikael Andersen lover, at musikbudgettet er mindst lige så stort som sidste år. Med hele det store set-up er beløbet omkring halvanden millioner kroner.
Han lover også, at programmet bliver meget bredt, og at der kommer et musiknavn, der er mindst på højde med sidste års D.A.D. ”Vi bokser med de store,” lyder det.
Kanonsalg til nytår
Der vil blive sat 2700 billetter til salg. Allerede fra 1. december kan de købes, men ved lidt festivitas 28. december (nok noget med lidt fyrværkeri) sælges de til lavpris på 400 kroner. Hvis der kan sælges flere, kan teltet udvides. Sidste år blev der solgt 2700 billetter.
”Jeg har aldrig været i tvivl om, at vi skulle prøve igen i Hammel. Jeg har fået så mange positive tilkendegivelser og så stor lokal opbakning, at vi ikke kan undslå os,” siger Mikael Andersen.
Telt og toiletter
Sidste år var der to problemer, nemlig for lille toiletkapacitet. Det tages der højde for. Det andet var kulden om aftenen. Hvis gæsterne drikker to øl færre, så løber det op i regnskabet. ”I år kan jeg garantere for godt vejr,” lover Mikael Andersen. Og garantien bygger på, at der kommer et telt-tag på 35 gange 90 meter.
Idéen er også at holde folk på pladsen. Derfor bliver det ikke After Party i Arena, men på koncertpladsen.