Røgen får 350.000 kroner til at danse for i 2017
Når landsbyen skal “gentænkes” er Røgen altid en oplagt kandidat. Det er der også andre, der har opdaget.
Favrskov Kommune er som bekendt med i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.
Der er netop frigivet 14 millioner kroner til 39 projekter rundt i regionen. 228 ansøgninger kom ind. De udvalgte indgår i det officielle programmet for kulturhovedstaden.
Af de 39 projekter, der får penge (350.000 kr.), er et fra Røgen. Måske ikke så underligt, når man tænker på den overordnede titel ”Gentænk landsbyen”. Røgen er jo netop en usædvanlig landsby, der hele tiden er innovativ og arbejder for sammenhold og fællesskab.
Dansescenen Bora Boras vidunderlige ”Dans din nabo” bruger dans til at bringe borgerne tættere sammen.
Mere konkret handler det om, at i 2017 besøger den internationale kunstnergruppe ”hello earth” for at møde byens borgere, indsamle viden og sammen med dem skabe en forestilling, der skal spille i Røgen.
”Dans din nabo” bruger dans på en ny måde til at gentænke en landsby.
Metoderne, der udvikles, samles til undervisningsmateriale for skolebørn i alderen 9-15 år i samarbejde med Dansehallerne i Aarhus, hvorefter der afvikles danseworkshops i flere landsbyer i regionen.