Sci-fi-roman fra Allerød-forfatter
Emil Taj Petersen fra Allerød har udgivet 'Slinger I Rumtiden', der blandt andet kan købes i Bog & Idé i Lillerød
"De skal tisse i bukserne af grin, men de skal også lære noget." Sådan siger Emil Taj Petersen, der i november måned udgav sin debutroman 'Slinger I Rumtiden'.
Genren er humoristisk science-fiction og settingen er langt, langt ude i fremtiden. Bogen er skrevet til et publikum på 13 år og opefter, men kan sagtens læses af et ældre publikum, som vil få noget ekstra ud af de store astrofysiske emner, der bliver berørt, mener forfatteren.
"Da jeg startede på romanen, gik jeg allerførst på Allerød Bibliotek og læste en helvedes masse bøger om astrofysik. Og der var bare så mange gange, hvor jeg tænkte, hold kæft, det her er jo alt for vildt. Den her teori åbner mange muligheder. Og det var denne viden, sat sammen med nogle sindssyge hovedpersoner, og en indre stemme der sagde, hvad nu hvis, der skabte romanen," siger Emil Taj Petersen og fortsætter:
"Da jeg så havde skrevet historien, fik jeg en ven, der læste astrofysik ude på København Universitet til at kigge mine teorier efter i sømmene. Så selvom det hele er totalt langt ude, så er det ikke helt urealistisk ... Ikke helt ... men lidt er det nok."
Det er vigtigt for Emil Taj Petersen at bøger giver noget til læseren. Læseren skal, ud over at være underholdt, også sidde med en ny viden, eller en ny eftertænksomhed, mener den nyslåede forfatter.
"Mit mål var at give læseren den samme følelse, som jeg havde haft. Nemlig følelsen af, at universet er et totalt vildt sted, skabt af mysterier så fantastiske og eventyrlige, at det krøller vores hjerner. Så selvom historien gerne skal få læseren til at tisse i bukserne af grin, så er det også en historie der skal gøre læseren nysgerrig på videnskab," siger Emil Taj Petersen.
Bogen handler om den tømmermændsramte krigsveteran Bark. Han beslutter sig for at kidnappe en interplanetarisk prinsesse. Dette går naturligvis helt galt og pludselig befinder de sig i, hvad der ser ud til at være, et tomt univers.
Men er et tomt univers overhovedet muligt? Og hvad gør man så? Er det overhovedet muligt at komme hjem?
Emil Taj er født i 1985, og voksede op i Allerød, hvor han stadigvæk bor. Her brugte han sin barndom på, sammen med sin bror, at udforske det opdigtede land Pisrock, som vistnok er placeret på markerne bag Enghave park - i hans barndom kaldt Monsterbyen.
Senere, da han var blevet lidt ældre, tog han en bachelor i socialvidenskab og kommunikation. Dog forlod fantasien aldrig hans side og historiefortælling vedblev at være hans store passion. Dette har ført til diverse projekter både inden for film og bøger. 'Slinger I Rumtiden' er hans første bog.