Frederiksborg Slot markerede rekord-år
Søndag kunne Frederiksborgmuseet i selskab med årskortholderne se tilbage på et år med et væld af besøgende og vellykkede udstillinger
Det var på baggrund af et år, hvor besøgstallet overgik alle rekorder, at Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot søndag havde inviteret alle årskortholdere til at samles i den stemningsfulde renæssancestue Rosen.
Her kunne museumsdirektør Mette Skougaard glæde sig over et helt ekstraordinært år - et år hun i sin tale kaldte "forrygende". Allerede i oktober blev besøgsrekorden fra 1971 slået, da gæst nummer 258.809 trådte ind over dørtærsklen, og flere end 281.000 har nu besøgt Frederiksborg Slot i 2015. Stigningen er på 40 procent i forhold til sidste år.
"Det er stor glæde, at det, vi laver, har den appel til folk, og at de har lyst at komme og opleve det. Det kan man da kun være glad og taknemmelig for," fortæller Mette Skougaard til Hillerød Posten, som mødte hende dagen efter arrangementet.
Dronningens dragter
Det er især udstillingen med dronningens kjoler og dragter, som trak besøgende til slottet i det forgange år. Dronning Margrethe åbnede selv udstillingen, som fandt sted i anledning af hendes 75 års fødselsdag, tilbage i marts.
Mette Skougaard betragter udstillingen som årets højdepunkt:
"Det har været helt fantastisk at arbejde med udstillingen og se det hele falde i hak. Dragterne passede så flot ind i rammerne i Riddersalen," siger hun.
Større interesse for udstillinger
Frederiksborgmuseet har fået lavet en dugfrisk publikumsundersøgelse, som peger på, at interessen for udstillinger er større hos publikum. De besøgende kommer ikke 'kun' for at se det historiske slot og opleve salene og rummene indvendig, men de vil gerne se de særlige og aktuelle udstillinger på stedet.
"Det gør, at vi kan sætte større fokus på temaer og bruge de genstande, vi har, i nye sammenhænge. Det er med til at gøre museet mere levende og bidrage til, at publikum får en ny viden og bliver klogere på vores genstande," siger museumsdirektøren.
Udover dronningens klæder har museet også haft populære og roste udstillinger med Martin Bigums kunst, Roald Als' portrætter og Steve McCurrys fotografier.
Ros fra Steve McCurry
Steve McCurrys 'Verdens Mennesker' er også en udstilling, som Mette Skougaard ikke kan undertrykke en vis stolthed over:
"Før vi modtager billederne, ved vi jo ikke helt, hvordan det kommer til at se ud. Og så flytter vi rundt, indtil tingene hænger helt rigtigt. Det var en udstilling, som - hvis jeg skal sige det - faldt flot i hak med farver og antallet af billeder. Han sagde også, at han aldrig havde set sine billeder hænge så flot," siger hun med et smil.
75-årsdagen for besættelsen blev markeret med en særudstilling, som senere blev afløst af en udstilling om 100-året for Danmarks Grundlov.
Oveni det bød året også på Brygger Jacobsens store nordiske portrætkonkurrence, hvortil der i år foruden nordiske kunstnere også var indbudt kinesiske, russiske, ukrainske, hviderussiske og kasakstanske kunstnere.
Roald Als' portrætter og Steve McCurrys fotografier kan stadig ses lidt endnu på slottet.
Læs mere om slottets kommende udstillinger, som også blev præsenteret søndag, i Hillerød Posten den 28. december eller på hip.dk.