Fortsæt til indhold

Nu er 'Plovfuren' på vej tilbage

Fundamentet til genopsætning af det genfundne kunstværk blev udlagt onsdag. Indvielse til august

Kultur og byliv
Lars Schmidt

I slutningen af august står det særprægede kunstværk 'Plovfuren' klar til indvielse på sit nye sted, hjørnet af Nordstensvej og Markedsstræde.

'Plovfuren' var oprindelig en gave fra arbejderne på Nordstens Maskinfabrik i Hillerød, men skulpturen forsvandt siden, indtil tidligere journalist på Hillerød Posten, Tim Panduro, for tre år siden fandt den og foreslog den genopstillet.

Kunstværket er skabt af kunstneren Gunnar Aagaard.

Fundamentet til skulpturen blev udlagt onsdag eftermiddag, og i løbet af de næste 14 dage vil smedelærlinge fra Erhvervsskolens Nordsjælland montere den.

Det er smedelærlinge fra TEC Ballerup, der har renoveret 'Plovfuren', og i Hillerød er den blevet fikset op af lokale malerlærlinge.

Festlighed i august

"Vi havde håbet at kunne holde indvielse inden sommerferien, men det nåede vi ikke, så nu sætter vi den op, og så indbyder vi til en lille festlighed engang sidst i august, når alle er hjemme fra ferie," siger 3F-formand Tue Tortzen.

Sammen med Industri- og Håndværkerforeningens Palle Andersen og smedemester Bent Nyhegn er han ankermand på projektet.

Til indvielsen inviterer de tidligere ansatte og ledere fra Nordsten, Jeppe Aagaard-Andersen, som er søn af kunstneren, og journalist Tim Panduro.