Lotte Heise får premiere i Hinnerup
Første foredrag efter bogudgivelse fire dage før. Lokalt initiativ står bag. Der bliver plads til tårer og grin.
Noget af et scoop: Lotte Heise kommer og fortæller om den bog, hun udgiver 20. august. Det gør hun i Uhresalen i Hinnerup mandag 24. august kl. 19.30.
Handicappet mor
”Selvfølgelig skal hun bo hos mig” er titlen, og hun fortæller om sin og sin mors rejse igennem tre og et halvt år i et usædvanligt bofællesskab med tvillingedrenge, krybdyr, edderkopper og et par katte. Der kommer til at blive fældet en tåre, og med sikkerhed bliver der grinet og meget at tænke over!
”Min mor fik i februar 2011 en blodprop, som medførte en total højreside lammelse og Ekspressiv Afasi. Blodproppen betød, at min superseje mor, fra at være et normalt fungerende menneske, ikke kunne ret meget selv, udover at hun også mistede evnen til at tale. Hun forstår alt, men udtrykker sig umådelig begrænset. Det mentale fængsel syntes jeg var så synd for hende, at jeg lejede et hus, hvor hun kunne bo sammen med mig og mine dengang 14-årige tvillinger.”
Flyttede til Gentofte
”Vi har grinet, grædt og kæmpet, og det har været det hele værd, men der er da en pris at betale”
”Det har været en lang, svær, anstrengende, men også livgivende og smuk rejse.”
”Fra marts bor min mor nu i en beskyttet bolig i Gentofte. Tæt på alle sine veninder. Hun er kommet overens med, at hun er afhængig af andre, har et fantastisk humør, læser og hører klassisk musik, og vi går stadig til koncerter og opera sammen, noget der altid uanset handicap eller ej – har været et vigtigt bindeled i vores stærke relation,” siger Lotte Heise.
Lokal initiativtager
Det er lokale Hanne Kjærskov (GFP),der i samarbejde med Hinnerup Bibliotek & Kulturhus har fået det unikke arrangement sat i søen.
”Jeg vidste godt, at Lotte kom med en ny bog, og jeg har tit tænkt på, at historien kunne være os alle sammen. Derfor synes jeg også, at det er et vigtigt emne, og jeg er meget glad for, at jeg fik Lotte til at komme til Hinnerup”, fortæller Hanne Kjærskov.
Billetter er allerede nu til salg på bibliotekerne og på www.billetten.dk. I billetprisen er en forfriskning fra kl. 19.00, og der bliver mulighed for at få signeret bogen.