In Lonely Majesty er klar til Smukfest med ny lyd
Når Skanderborgbandet In Lonely Majesty i morgen spiller på TV Scenen, er det med nye toner
"Vi kan jo godt stå at være spillemænd på gadehjørnet, men vi vil også meget andet, så vi har forsøgt at udfordre os selv ved at tage elementer fra elektronisk musik og sætte det sammen med folk," fortæller Jeppe Vejs.
Der er sket meget, siden In Lonely Majesty sidste år deltog i DR's KarriereKanonens finale på Smukfest. Nu er de fire Skanderborg-drenge Jeppe Vejs, Lasse Helboe, Anders Rønne og Andreas Ohn igen tilbage i Bøgeskoven.
I morgen stiller de sig nemlig op på TV Scenen for at give koncert klokken 14.30, og det er noget bandet glæder sig til med en smule nervøsitet indblandet. For siden festivalen sidste år har bandet fundet en helt ny lyd, som de i morgen præsenterer for første gang overfor et publikum.
"Siden marts har vi arbejdet på at finde en lyd, som vi er tilfredse med og vil udgive den her gang," fortæller Jeppe Vejs.
In Lonely Majesty med et twist af Carpark North
For at få fat på helt den rette lyd har In Lonely Majesty været to weekender i København, hvor de har samarbejdet med en noget kompetent fyr inden for elektronisk musik.
"Vores booker satte os op med Søren Balsner fra Carpark North, som vi var ovre hos i april," lyder det fra Jeppe Vejs, imens Lasse Helboe fortsætter:
"Han er jo dygtig med alt, hvad der omhandler synthesizer og elektronisk musik. Så han har været en stor hjælp til at finde vores helt specielle, nye lyd, hvor vi blander folk med elektronisk musik."
Samarbejdet har resulteret i, at bandet i løbet af efteråret sender en EP på gaden. Hvornår det præcis bliver, tør bandet ikke helt sige. I øjeblikket bruger de meget af deres tid i Peter Sommers gamle øvelokale i Skanderborg, som bandet har overtaget.
Hvis man er spændt på, hvordan In Lonely Majesty's nye stil lyder, kan det opleves i morgen på TV Scenen, når bandet klokken 14.30 giver koncert.