Kølpin stopper balletdansen på Bellevue
25 år efter han grundlagde Sommerballetten på Bellevue Teatret, siger Alexander Kølpin nu stop
Man skal stoppe, mens legen er god.
Derfor stopper Alexander Kølpin som kunstnerisk leder af Sommerballetten på Bellevue Teatret, når 'Lolita' har spillet for sidste gang den 29. august.
I år er jubilæumssæson, for det er 25 år siden, at Alexander Kølpin grundlagde sommertraditionen på teatret i Klampenborg.
“Jeg syntes, der er en naturlighed i at stoppe, mens legen er god. Det er et mærkeår med 25 sæsoner, og det er jeg rimelig stolt over, at vi har kunnet overleve så længe”, fortæller han.
Sammen med sin far, Jes Kølpin, har han netop overtaget det københavnske Hotel Opera, og det er også grunden til, at han stopper på Bellevue Teatret.
“Hvis Hotel Opera skal gå godt, så skal der 100 procent fokus på det, og det er dét, jeg har lyst til. Jeg er nødt til at kunne gå ind i projekter med fuld integritet og fuld fokus”, siger Alexander Kølpin.
Hotellet i Tordenskjoldsgade har 91 værelser og lukker ved juletid i år. Herefter begynder en større modernisering, inden hotellet kan genåbne.
Far og søn driver i forvejen Helenekilde Badehotel og Tisvildeleje Strandhotel. Alexander Kølpin vil blandt andet også stoppe i bestyrelsen for Det Kongelige Teaters balletskole for at koncentrere sig om Hotel Opera.
Han er hverken løbet tør for kunstneriske idéer eller kræfter, forsikrer han.
“De sidste tre års Sommerballet er jeg rimelig stolt af. 'Elefantmanden' i 2013, sidste år med Mads Langer og i år med 'Lolita'. Det er noget med at gå på toppen af festen i stedet for at sidde med en udbrændt cigaret henne i hjørnet”.