Fortsæt til indhold

Egholms mord i Hammel tæt på opklaring

Et koldblodigt mord finder sted på Hammel Hestemarked, men naturligvis opklarer de gæve politifolk sagen.

Kultur og byliv
Erling Baastrup

Da Hammel Hestemarked fandt sted i september, var krimi-forfatteren på besøg. Hun var på research. Der lå nemlig en aftale mellem hende og biblioteket, at hun skulle skrive en mini-krimi, der skulle foregå på hestemarkedet.
Omkring 1. februar vil man som biblioteksbruger kunne downloade denne e-bog fra e-reolen.

Lokal kvinde myrdet

Christine Ellebæk Sørensen, bibliotekar i Hammel, har været med i processen, og hun vil godt løfte en minimal flig af handlingen:

En kvinde bliver fundet myrdet på Hammel Hestemarked. Hun er lokal. Gamle skolekammerater mødes, som man nu gør til Hammel Hestemarked. Drikker rigeligt, hvilket går ud over hukommelsen.
Heldigvis kommer to kendte efterforskere fra Elsebeth Egholms krimi-univers til og reder trådene ud. Ikke Dicte denne gang, men Wagner og Ivar K.

Hammerslag

Kan man opleve det lokale?
”Ja. Man kan sagtens se Hammel Hestemarked for sig med boderne og Hestestalden og andre lokale detaljer,” fortæller Christine Ellebæk. Hun har været inde over undervejs for at få rettet et par faktuelle fejl. For eksempel dur det ikke med hestevrinsk om aftenen, når der ingen heste er på det tidspunkt.

Hvordan sker mordet?

”Skal vi ikke nøjes med at sige, at en hammer måske falder lidt tungt,” lyder ledetråden.

Er der en journalist ved en lokal ugeavis, der lider overlast?

”Nej. Det kan jeg godt garantere dig,” lyder den beroligende melding fra Christine.
Hvordan udgivelsen til februar skal markeres, er endnu planlagt.