Bamse spiller whist igen til oktober i Hadsten
En musical, som blev lavet 2003 af Lisbeth Lautrup og Bamse i fællesskab
Sidste år var første gang med Musicalensemblet i Hadsten. Det var en succes med ”Den røde tråd”. Nu står Bamse for tur. Titlen bliver: ”Mig og mine venner”.
Nu øver de på musik og sange med forbundne tekster. Det hele foregår helt nede i dagligdagen. Omkring Sigfreds Pølsevogn. Indtil videre i et af Sløjfens øvelokaler, men 1. 2. og 3. oktober kører forestillingen i den store sal.
”Vi leverer 34 af Bamses sange med 14 solister. Fra de mest kendte til de mindre,” fortæller Anders Schriver, der er en af bagmændene.
”Jeg skal selv synge ”Vimmersvej”. Det er ikke min favorit. Den hedder ”Arthur”, men den kender de færreste,” siger Anders.
Hvorfor lige Bamse?
”De fleste kender mange af hans sang, og det er tilladt at synge med. I øvrigt har han den tilknytning til Hadsten, at han har spiller til Lilleåmarkedet i mange år,” fortæller Anders. Og så var Flemming Bamse Jørgensen i øvrigt på børnehjem i Hadsten fra han var fire dage gammel, til han var otte uger.
Folkene på scenen er mange gengangere fra sidste år, men der er også nye.
Orkesteret er udvidet fra tre til fire, så man kan ramme de specielle lyde, der er på Bamses udgivelser.