Tre kvindelige borgmestre om livet som kvindelig topleder
Biblioteket fejrer 100-året for kvinders stemmeret med et stort arrangement på onsdag
Hvad er forskellene på at være borgmester som henholdvis kvinde og mand? Og hvad tænker piger i gymnasiet om ligestillingskampen anno 2015?
Disse spørgsmål – og mange andre – kan publikum få svar på, når Hillerød Bibliotek fejrer 100-året for kvindernes stemmeret på onsdag d. 9. september kl. 19.30-21.30.
Biblioteket har blandt andet sat borgmester Dorte Meldgaard (K) og de to tidligere borgmestre Kirsten Jensen (S) og Valborg Sandberg (V) stævne til en samtale om livet som kvindelig topleder.
Nuværende viceborgmester Kirsten Jensen ser frem til arrangementet, fordi hun mener, det er vigtigt at debattere, om alle borgere har lige rettigheder og adgang til den demokratiske samtale.
”Det er en helt grundlæggende demokratisk præmis og bestræbelse. Der er noget galt, når der stadig er tyndt med kvinder i toppen. Alt tyder i øvrigt på, at det er godt med kvinder – i ledelse, i økonomi og i demokrati,” udtaler hun i en pressemeddelelse.
Bidrage til oplysning
Samtalen kommer til at foregå i en afslappet atmosfære, hvor publikum får mulighed for at stille spørgsmål eller kommentere undervejs, forklarer bibliotekets chef, stadsbibliotekar Sys Sigurd:
”En af bibliotekets kerneopgaver er at bidrage til samfundsdebatten gennem oplysning og debat. Derfor har vi – i den demokratiske samtales ånd – valgt at tilrettelægge denne aften, så alle får mulighed for at komme til orde,” siger Sys Sigurd.
Aftenen byder også på en samtale mellem tre teenagepiger, to gymnasieelever og en handelsskoleelev, som vil give et indblik i, hvordan den yngre generation opfatter ligestillingskampen anno 2015. Samtalen vil bl.a. handle om hvilke udfordringer, de føler, unge kvinder i dag står over for.
Ligestillingskamp for 100 år siden
Hele arrangementet skydes i gang med et foredrag af museumsinspektør Anders Kring Mortensen fra Museum Nordsjælland, der vil fortælle om, hvordan ligestillingskampen så ud for 100 år siden. Anders Kring Mortensen vil også trække de store linjer op i ligestillingskampen de forløbne 100 år for at indvie publikum i, hvordan vi er endt med det samfund, vi har i dag.
Hele programmet kan ses bibliotekets hjemmeside: www.hillbib.dk
Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding. Der kan købes forfriskninger undervejs.