Turbulent sæsonstart hos HOG-dans
HOGs nye danseafdeling i Hinnerup har netop startet sæson to med vikar for Emma
Erling Baastrup
Danseinstruktør Emma Ginge, Hadsten, der står for al danseundervisning hos HOG, var ude for et alvorligt færdselsuheld få dage før sæsonstarten, og hendes kvæstelser var de værst tænkelige for en danseinstruktør: To brækkede ankler med efterfølgende operation.
Væk resten af året
”Jeg tror ikke, jeg er helt klar før efter jul,” vurderer Emma Ginge, som dog takket være gode kolleger og en forstående HOG-afdelingsbestyrelse fandt en løsning på problemet: Julie Wulff, Århus, som Emma arbejder tæt sammen med i flere sammenhænge, tog over på de fem mandagshold hos HOG.
Julie har stor erfaring fra dansemiljøet både som underviser og som aktiv.