Fortsæt til indhold

Retroworld har entusiastiske støtter

For at skaffe plads til RetroTarium bliver der et stort loppemarked

Kultur og byliv
Erling Baastrup

De lokkede med tarteletter. Så er det jo svært at sige nej. Derfor en tur til Retroworld på Lerbjergvej uden for Hadsten.
Vi har før fortalt om den fantastiske tidslomme med fokus på 60-erne og 70-erne, som Michael Bendstrup har skabt i en stor gård, som også fungerer som bed & breakfast, som lokaler til fester og andre sammenkomster på op til 150 deltagere, og som holder officielt åbent torsdage kl. 15-21, hvor man kan købe mad fra dengang.

Her er skatkammeret, der er så fyldt, at man har svært ved at komme ind. Det meste herfra skal nu sælges.

The Man’s Cave

Der udvides til stadighed. Senest er en gylletank blevet til The Man's Cave. Et herreværelse i stor størrelse, hvor mænd har aktiemajoriteten, og hvor kvinder er på tålt besøg.

Vores besøg gælder denne gang mest Retroworlds Venner, der startede i foråret.

”Vi er klar til at lave en strategi, som sikrer, at de mange skibe, som Michael sætter i søen, også får plads at sejle på,” fortæller Henriette Klausen fra bestyrelsen , Hende møder vi sammen med formanden Hans Jørgen Christensen.
”Vi har et ønske om at hjælpe. Vi vil udbrede kendskabet til stedet,” siger Hans Jørgen, der arbejder med forslag til lokale arrangementer med musik eller foredrag. ”Tiden løber så hurtigt, at vi ikke får fortalt historien fra generation til generation.”

Det er svært at se, at The Man's Cave er en tidligere gylletank. Her står hovedmanden bag hele projekt Retroworld, Michael Bendstrup.

Krymper i maven

Men det store, positive problem er Michaels samlermani. Den sprænger rammerne. I de store lokaler er der møbler og interiør fra 60-erne og 70-erne. Og jukebokse, der kan spille pladerne. Et Se og Hør fra 1975 ligger på et bord. En diskret amerikanerbil og en Puch med mælkekasse lige inden for døren.

“Det krymper sig allerede nu i min mave,” betror Michael os. Grunden er den, at meget skal sælges for at skaffe plads, så der bliver loppemarked 4. oktober. Men det er svært at sige farvel til tingene.

Støtteforeningen giver en skubbende hånd med.

”Hands on”

Det er det tætpakkede ”skatkammer”, der skal rømmes. Der skal laves et RetroTarium:
”Det skal være et eksperimentarium, hvor man kan få ”hands on”. Børnene må gerne pille. Gerne få båndoptageren til at spille,” fortæller Henriette Klausen.

Ved at følge links herunder kan man se mere til Retroworld.

Også Puch maxi får en hjælpende hånd.
Så kom "Flittige Hænder" fra Langå på besøg til kaffe og kage.
Naturligvis et autentisk Se og Hør fra 1975.
Her er så de tarteletter, som vor mor lavede dem.