Jesper fra Røgen fortæller om Afrika
Det er en lokal afrika-farer, der fredag 2. oktober besøger Ældre Sagen i Hammel kl. 14 i InSide.
Navnet er Jesper Land Gregersen. Han har ud over sin engagerede deltagelse i Røgens kulturliv også haft Afrika inde på menuen som frivillig i Tanzania. Han vidste allerede inden han havde afsluttet sin læretid som værktøjsmager ved pumpefabrikken Grundfos,at han ville til Afrika for at arbejde.
Fire år fra 1978 i Mellemfolkeligt Samvirke, hvor han underviste på teknisk skole. Fra 91 igen på stedet for at lave 32 km vandrørssystem. Endelig var han så sent som i 2012 nede for at hjælpe med at renovere vandledningen. I InSide vil Jesper fortælle om samarbejdet med de mange frivillige, og om uddannelsen af et vandteam, som skal vedligeholde anlægget.
Han vil også komme ind på fordelene ved at kunne kommunikere på det lokale sprog, swahili, og om kommende projekter.