Galten Revy-og Morskabsteater knalder brikker
Trods titlen på årets revy, Knalder Brikker, kommer folkene bag Galten Revy- og Morskabsteater ikke sovende til årets forestilling.
”Vi har fundet flonels pyjamassen og det stivede sengetøj frem fra gemmerne, og sover igennem. Der er 28 titler med sketch og sange, der kommentere politiske spidsfindigheder, og livet i almindelighed. Det kunne også være, at der er nogle politikere, der bliver rusket lidt. Og den græske eller europæiske krise kan man også få at se fra en anden synsvinkel,” lover en af folkene bag revyen, Niels Wolthers.
Årets forestilling kan ses på Restaurant Gammel Høver Kro onsdag 4. november samt fredag lørdag og søndag 6.-8. november. Forestillingen onsdag er uden revymiddag - til gengæld er der et glas champagne inkluderet i billetprisen på 100. kroner.
Forestillingerne fredag og lørdag er med revymiddag og her koster billetterne 285 kroner. Forestillingen søndag er inklusiv Heines store kagebord, og her koster billetterne 150 kroner.
Billetter kan købes kontant på Galten Bibliotek og i Superbrugsen i Galten.