Fortsæt til indhold

Kultursalonen blev åbnet med fuld musik og sang

Kultursalonen har åbnet én tirsdag og én lørdag formiddag om måneden

Kultur og byliv
Erling Baastrup

En tirsdag om måneden kan man komme i Kultursalonen i Sløjfen i Hadsten. Et forum, hvor integrationen får en hjælpende hånd.
Første kultursalon var i tirsdags med åbningstale ved udvalgsformand Anders Nørgaard.

Kirsten Trolle spillede harmonika, mens Gholam Sahel trakterede tangenterne.

Mødes over kaffen

Han sagde blandt andet: ”Der er mange spørgsmål, I kan få svar på, når I besøger Kultursalonen. For det er stedet, hvor mødre, fædre, bedsteforældre og børn kan mødes på tværs af generationer og af nationalitet og få sig en snak eller hygge sig med forskellige aktiviteter som spil, håndarbejde eller madlavning. Det er f.eks. over strikketøjet og den varme kaffe at vi kan give hinanden et indblik i vores forskellige hverdage og historier.”

Et par håndfulde med udenlandsk baggrund var mødt op. Der var kage og kaffe.

En rigtig dansk fællessang kom på banen. ”Svantes lykkelige dag”. Og her kom musikken for alvor ind. Kirsten Trolle på harmonika og så Gholam Sahel på klaver, hvor han havde gemt et helt orkester! Han kom i øvrigt fra Afghanistan for tre år siden.

Første lørdagsarrangement bliver 7. november. Og opfordringen lyder: Husk det varme tøj.

Mange forskellige spil var delt ud på bordene.