Fortsæt til indhold

Store revystjerner indtager scenen til Randers Cabaret

Årets Randers Cabaret i Pakhuset bliver med velkendte revyskuespillere på scenen.

Kultur og byliv
sra

Det er nogle af Danmarks allerbedste revyskuespillere, der samles til årets Randers Cabaret i Pakhuset til musikalsk, satirisk og underholdende legestue – nemlig Henrik Lykkegaard, Pernille Schrøder, Karsten Jansfort og Thomas Pakula.

Og sjov skal der til i disse tider, hvor verden flere steder er af lave, og noget ser sort ud. Netop derfor skal vi værne om kulturen, om de fælles oplevelser, og om et lille frikvarter som en lækker cabaret kan give til sjæl og krop, fremgår det af en pressemeddelelse.

Randers Cabareten er et helaftensarrangement, hvor du får velkomstdrink, fisketallerken med forskellige specialiteter, hovedret i form af diverse stege med tilbehør og kage til dessert inden en festaften med skæg og ballade, gode grin, spas, skarp satire og masser af fed musik går i gang på scenen.

Når scenelyset bliver tænd, kan publikum glæde sig til en underholdende og grinagtig oplevelse, når skuespillerne én efter én indtager scenen.

Man kan glæde sig til at komme i godt selskab med Henrik Lykkegaard, der er kendt fra blandt andet Odense Sommerrevy, Cirkusrevyen, tv-reklamer og satireprogrammet “TV-Ansjosen”. Han er tidligere kåret som årets revykunstner.

Pernille Schrøder, som har stået på rigtig mange teater- og revyscener i Danmark, typisk med masser af sang og grin, er to gange tidligere kåret som årets revykunstner.

Karsten Jansfort har optrådt i spillefilm, tv-serier og fra scenerne, hvor han leverer alt fra dramatisk teater over humor og satire til store musicalproduktioner.

Thomas Pakula er kapelmesteren, som altid med sikker hånd samler showets musikalske kulisse.

De tre sidstnævnte har alle tidligere været med i Randers Revyen.

Randers Cabareten spiller den 13., 14., 15., 16., 21. og 22. september. Billetter kan købes på pakhuset.net.