Fortsæt til indhold

Når der kommer en båd med kartofler…

Der er traditionen tro lagt op til et ordentligt Kartoffelkalas, når de nye Samsøkartofler 3. juni ankommer til Ebeltoft.

Kultur og byliv
gs

Traditionen tro ankommer de nye Samsøkartofler med paketbåden Skødshoved. I år er det lørdag 3. juni kl. 10 i Ebeltoft Fiskerihavn.

Som det også er tradition modtages Skødshoved af Marineforeningens Slupkor, der synger skib og besætning til kaj. Så starter salget direkte fra kajen, og det fortsætter indtil samtlige 2 ton er solgt. Der plejer at være rift om guldklumperne, så det er en god ide at komme i god tid.

Flæsk og persillesovs

Tidligere blev der også solgt stegt flæsk og persillesovs med nye kartofler fra et festtelt på kajen. Det satte corona imidlertid en stopper for, men i år genopstår traditionen i et nyt koncept. Det er foreningerne bag Fiskerihavnens Maritime Foreningshus, der står for den del af arrangementet, og det foregår i foreningernes lokaler i den røde hal på Vestervej 19. En flagalle fra Skødshoved viser vej dertil. Salget af stegt flæsk går ubeskåret til drift af foreningshuset.

Det er i år 25. gang folkene bag Skødshoved afholder Kartoffelkalas.

De eftertragtede rodknolde lastes aftenen før i Langøre på Samsø, og bliver sejlet hjem tidlig lørdag morgen. Det kan til tider være en barsk tur, da der ved visse vindretninger kan stå noget forfærdelig rodet sø mellem Issehoved og Sletterhage. Salig Troels Kløvedal kaldte engang farvandet for “det værste vand, jeg nogensinde har sejlet i…” Det er dog endnu ikke forhindret den 115-årige paket i at nå frem til tiden, og således forventer man også i år at stævne ind i Fiskerihavnen lørdag morgen på slaget ti., fortæller Skødshoveds Venners formand, Geert Bilander, i en pressemeddelelse.