Om få timer går det løs på Northside - men noget er anderledes i år
Klokken 14 begynder dette års Northside Festival.
Klokken 14 slår Northside 2023 dørene op i Eskelunden.
Det bliver med færre gæster og færre madboder end rekordåret 2022, det første efter coronapausen, hvor 40.000 gæster lagde vejen forbi den - dengang - spritnye festivalplads.
Og det var ikke kun festivalpladsen, der var ny. Det samme var det grønne menukort, der fik en del op i det røde felt. Blandt andet fordi, mange havde overført deres billetter fra de coronaramte år - og altså pludselig befandt sig på et kødløst område.
Fra Northsides side er man dog ikke i tvivl om, at man kan honorere publikums madkrav.
»Vi har et bredt tilbud til vores gæster, og jeg kan garantere, at der er noget for enhver smag. Og ingen steder er der gået på kompromis med kvalitet og bæredygtighed – det er stadig en grundværdi for os, at vi vil gå forrest her,« har Peter Skoven, Northsides director for mad, drikkevarer og atmosfære, tidligere udtalt.
Det var ikke kun maden, der fik folk til tasterne: Kaotiske tilstande ved udgangene - specielt efter lørdagens koncert med Minds of 99 - mødte stor kritik.
Maden består - men Northside lover, der i år kommer mere styr på sikkerheden, når gæsterne i mørket skal væk fra Eskelunden.
Der kommer flere frivillige ved indgangene og Åhavevej lukkes, når festivalgæsterne skal hjem.
Derudover bliver der etableret drop-off/pick-up zone for taxaer i Tøndergade, shuttlebusser ved Circle K hvert 10. minut – der kører til Banegårdspladsen - og plads til 25.000 cykler.
Om det netop den manglende sikkerhed - eller manglen på kød, der har fået festivalen til at nedjustere - står hen i det uvisse.
Det er dog kun få uger siden, at festivalen oplyste, at den forventede et færre antal gæster på pladsen.
»Vi forventer i år 30.000-35.000 gæster, og vi har derfor justeret pladsen til en kapacitet på 35.000,« skrev festivalen i et mailsvar til TV2 Østjylland.
Og det er ikke den eneste nedjustering.
»Det har betydet en justering i antallet af boder. Vi reducerer ikke i antallet af frivillige på pladsen i forhold til sidste år, da vi ønsker, at publikum får en oplevelse af højere service og mindre kødannelse,« skrev Northside.
Dørene åbnes klokken 14. Første band er Kind mod kind, der klokken 15 slår første tone an på Nova-scenen.
Festivalens sidste band bliver Lukas Graham, der lukker og slukker på Astra-scenen lørdag (søndag) mellem klokken 00.30 og 02.00.
Lokalavisen.dk, Din Avis Aarhus og Aarhus Onsdag live-blogger fra hele festivalen.
Se mere på
www.lokalavisen.dk
www.dinavisarhus.dk
www.århusonsdag.dk.
Se programmet for Northside 2023 HER.