Fortsæt til indhold

Northside: Uden dem - ingen stjerner på scenen og musik i teltet

De er måske ikke dem, du lægger mest mærke til. Alligevel er de en stor del af dine oplevelser. Vi er gået bag (læs: på) scenen.

Kultur og byliv
Følg Northside direkte i vores liveblog, som du finder her.

De er der - men du lægger sandsynligvis ikke rigtigt mærke til dem.

Alligevel er de nogle af de uundværlige på en festival, når dine øregange skal fyldes med sang, rytmer og musik.

Bliv klogere på dem bag kulisserne:

Musikeren:

Lars Daugaard sidder bag trommerne hos Sko/Torp. Det er første gang, han - også - er på Northside som gæst - men ikke første gang på festivalen. I 2019 spillede han med Gnags til en - var mange enige om - en fantastisk koncert.

Det besøg husker han især på grund af to ting: Den ene er, at festivalen er (var) tæt på hjemmet i Åbyhøj.

»Og så husker jeg, de havde et ret fermt køkken,« siger Lars Daugaard, der udover Gnags og Sko/Torp har spillet med navne som One Two, Gnags, Savage Rose og Poul Krebs.

Derudover sad han også bag trommerne i ’husorkestret’ ved Skanderborg Festivals ikoniske jubilæumskoncert i 2004.

Lars Daugaard var sidst på Northside i 2019, hvor han spillede med Gnags. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Udover at spille live med forskellige artister har Lars Daugaard eget studie, hvor han kan indspille trommer på forskellige projekter.

Som gæst står der for Muse og Benjamin Hav og Familien på trommeslagerens festivalprogram.

Lars Daugaard og Sko/Torp spiller på Nova-scenen fredag klokken 23.

Læs mere om Lars på: www.drumtracks.dk.

DJ’en:

Signe Tobiassen er kaldt ind til give publikum lidt godt til både øregangene og dansefødderne.

Hun skal vende plader lørdag mellem klokken 19 og 21 i teltet på Nyborg S.

»Jeg spiller primært vinyler med vestafrikansk funk og disco, så man skal huske at tage dansesko på,« siger hun.

Signe Tobiassen er selv musiker. Lørdag giver hun den som DJ. Foto: Jørgen Rosengren

Signe Tobiassen er til daglig CEO hos More Music Group, der blandt andet driver Musikundervisning.dk, og bassist i det nu hedengangne kultorkester Nelson Can.

Det er hendes første besøg på Northside - og hun glæder sig. Til både musikken og DJ-tjansen.

»Jeg glæder mig vildt meget til at se eee gee, og så bliver jeg nok nødt til at prøve at se om jeg ikke også kan nå at se lidt af Pils koncert, selvom de to spiller samtidigt. Jeg skal helt klart også se Prisma om lørdagen,« siger Signe Tobiassen.

Teknikeren:

Thomas Qvist kommer til Eskelund sammen med vennerne Nik & Jay. Og det er ikke første gang. I 2018 lukkede duoen - og Thomas - festivalen med en koncert, hvor musik og publikum kunne høres inde i Midtbyen.

2018 på Northside står mejslet i Thomas Qvists hukommelse. Foto: Thomas Qvist.

»Det var så overvældende. Der var en helt vild energi fra publikum,« fortæller Thomas Qvist, der styrer bandets computer og backtracks.

Den oplevelse står som hans største på Northside, hvor han har været flere gange - både professionelt og som gæst.

Blandt andre store Northside-øjeblikke nævner Thomas Qvist koncerten med Thomas Helmig i 2017.

»Det var en sindssyg koncert. Alle ansigter var vendt mod scenen. Det var rørende,« siger Thomas Qvist, der giver den aarhusianske festival disse ord med på vejen:

»Den skiller sig ud ved at være en midtby-festival uden overnatning. Publikum har fået et bad og kommer friske og udhvilede tilbage,« siger teknikeren, der også roser folkene bag festivalen:

»Man er kvalitetsbevidst. Den hæver sig et godt stykke over fransk hotdog-niveauet. Det er prisværdigt.”

Thomas Qvist på job med Nik & Jay - her fra Jelling Festival i den forgangne weekend. Foto: Kasper Hornbæk Nielsen.

Selv glæder han sig til at høre Muse, eee gee og NxWorries feat. Anderson .Paak & Knxwledge.

Vil du til gengæld se Thomas og hans musikalske venner, så er det fredag klokken 21.15 på Astra.

Han står helt ude til højre.