Hitkonger, svenske søstre og en syret familie: Det skal du se på Northside
Her får du en genvej til det store overblik dag for dag over Northsides mange koncerter og de artister, du skal tjekke ud.
1. juni løber dette års Northside ad stablen - for blot anden gang på Eskelunden. Det bliver med 5.000-10.000 færre gæster i forhold til rekordåret 2022, hvor mere end 40.000 gæstede den aarhusianske musikfestival.
Festivalen har sat en grænse på 35.000 gæster, hvilket skal give publikum mere plads, og så har festivalen også bebudet, at der er færre boder. Men også det nok vigtigste - musikprogrammet - har fået en mindre makeover. For i år kommer de danske kunstnere ikke i ligeså stort overtal, som de gjorde sidste år.
Her vil kritikere, som savnede udenlandske artister i 2022, føle, at festivalen i et vist omfang er kommet dem i møde i år, med lineup bestående af navne som engelske Muse, svenske First Aid Kit og amerikanske Pusha T. Men hvad er det egentlig festivalgæsterne har i vente? Og hvad i alverden skal man vælge at se og høre på de tre dage festivalen varer - endda når nogle koncerter overlapper hinanden?
Bare rolig, her får du guiden til, hvad du skal se og høre torsdag, fredag og lørdag på den aarhusianske musikfestival.
Engelsk torsdag
Det hele starter med lidt af et ubeskrevet blad i form af danske Kind mod Kind, der får lov til at skyde Northside sådan rigtigt i gang med musikprogrammet. Det danske popband lægger ud kl. 15.00 fra Nova-scenen. Men første band, som vi har sat en tuschstreg under i årets program er engelske Nothing But Thieves. Rockbandet spiller kl. 15.30 på Echo og kan bedste betegnes som energisk pop-rock. Deres nyeste single ’Welcome to the DCC’, der udkom forud for deres kommende album, peger dog bandet i en mere elektronisk og dansabel retning med en lyd, der leder tankerne hen i retningen af de franske og elektroniske giganter Daft Punk og Justice - hvilket er rigeligt med grund til at give dem et lyt.
Derefter skal man finde ud af med sig selv, om man er til det stille, følsomme og eftertænksomme eller mere jagter en fest. Jagter man festen, er det de danske popdrenge fra Phlake, man skal gå med på Astra kl. 17 - og hvis man har brug for at komme ned i gear, er det den unge, britiske sangskriver Cavetown og hans akustiske guitar, man skal fange lyden af på Nova.
Kl. 18.30 bør turen så gå til Echo-scenen, hvor den italiensk-amerikanske sangskriver Laura Pergolizzi - også bedre kendt som LP - træder frem på scenen. Hun har skrevet hits for en lang række sangerinder som Christina Aguilera, Cher, Rihanna og Celine Dion. Men hun skriver også gedigen indiepop til sig selv. Eksempelvis har hendes ’Lost on You’ ramt små 1,1 milliard afspilinger på Youtube.
Fra stort hit går turen så til stor fest med en stor mand. For kl. 20 rammer Tobias Rahim hjemmebanen i Aarhus og Astra-scenen. Pop-poeten har haft et vildt og voldsomt år med op- og nedture og succes og angst. Og med flere hits i ærmet, som publikum må have lært teksten på nu, kan det blive en helt særlig aften på den aarhusianske festivalplads.
Aften slutter af med festivalens nok største navn i form af Muse. Kl. 23.30 byder de engelske rockgiganter op til halvanden time på Astra. Det vil nok være en setlist præget af deres seneste album ’Will of the People’ fra 2022, men forventningen er stadig en mindre parade af deres største hits, et væld af fee’ spad’ og rigelige mængder falset.
Rap-fredag
Godaw’ fredag og goddag til danske Emma Grankvist - nok bedre kendt som Eee Gee, som fredag starter musikprogrammet på Nova-scenen kl. 14 Hun debuterede med singlen ’Favourite Lover’ i 2021, som blev valgt til P3’s Uundgåelig. Og selvom pop-smedens tid i musiksolen kun har varet få minutter, har hun allerede sendt et album afsted i 2022 i form af ’Winning’, der til forveksling lyder som en langt mere erfaren kunstners værk. Hun lyder i momenter som en dansk Lana Del Rey, og derfor skal man selvfølgelig lægge vejen forbi Nova-scenen.
Derfra går turen videre til spillemændene fra Folkeklubben, som kl. 15.15 har fået hovedscenen Astra. Har man tændt for en radio i start-10’eren har man ikke kunnet undgå storhittet ’Fedterøv’, og med en slags hjemmebane-fordel for forsanger Kjartan Arngrim, der er opvokset i Risskov, må det være et veloplagt band, der går på scenen med sine dansksprogede tekster. Bandet er album-aktuel med den spritnye plade ’Mere End En Klub’.
Hårdt sceneskift til Echo-scenen kl. 16.45. Swagger og hurtigspyttende engelsk rap. En blot 19-årig Little Simz fik tilbage i 2014 en af den slags rygstød, som man kun kan drømme om som fremadstormende rap-talent: Selveste Jay-Z lagde nemlig hendes mixtape ’Black Canvas’ op på sin blog. Det var dog først omkring 2019 og 2021, at hun endelig for alvor ramte den brede offentlighed med albumsene ’GREY Area’ og ’Sometimes I Might Be Introvert’. Hun er anmelderrost, prisvindende og rimelig ’badass’ - sagt på godt (læs dårligt) jysk.
Kl. 18.15 skal man så slippe alt, man har i sine hænder og løbe mod Astra-scenen, man skal nok egentlig begynde at løbe lidt før, og man kan egentlig også beholde det, man har i hænderne. Altså det vigtige er blot at nå hen til scenen i tide, for det er nok Danmarks pt. bedste liveshow, der går på scenen. Benjamin Hav og Familien er en fest, der er lige dele syret og humoristisk - og selv hvis man ikke er til hans danske klub-rap, så overvinder showet alt - også skeptikere. Og her snakker vi især den velkoreograferede synkron-dans fra et hold meget dygtige musikere.
Mere rap. Nu amerikansk af slagsen, når hovednavnet Pusha T går på Echo-scenen kl. 19.45. Han er anmelderrost og har samarbejdet med Kanye West ad flere omgange - og endda været direktør i West’s pladeselskab, altså indtil Kanye West sidste år kom med en række antisemitiske ytringer om jøder, så fik Pusha nok. Men Pusha T står også i sin egen ret blandt hiphop-kendere med et anprist album-katalog bag sig. Så mon ikke det bliver med flere rap-arme i vejret, der svinger op og ned til beatet ved Eskelunden.
Videre og vildere. For hvis Benjamin Hav bliver en stor fest, så skal der nok skrues op for superlativerne til at beskrive festen, der rammer festivalpladsen, når hitkongerne Nik & Jay får Astra-scenen kl. 21.15. Med den parade af radio-hits de har skudt ud i universet som maskingevær-salver de sidste 20 år, så må det simpelthen ende i fællessang- og dans - og det er ’be there, or be square’ i sin absolutte og yderste potens.
Fra en popduo til et popband. Kl. 23.00 rammer Manchester-bandet The 1975 Echo-scenen. Og det er et meget populært og streamet band, der rammer Aarhus fredag aften med en lyd, som er kvart i fløde, drysset til med pæne mængder funk og guitar, og som krydser flere genre.
Natteravnene får fredag slutteligt tung bas og ’big beats’, når den britiske og elektroniske duo The Chemical Brothers fyrer op for dj-pulten og med et lysshow, der nok skal lade festivalpladsen vide, at det er her, det sker lige nu. Og hvis man er i tvivl, så var adressen: Astra-scenen, kl. 00.30.
International lukker-lørdag
Finale-lørdag og festivalens sidste dag bør starte med en omgang Blæst - helt præcist kl. 14 på Echo-scenen. Det unge danske popband spiller funky pop i dertilhørende matchende windbreakers, og så har de nået at markere sig tilpas meget på den danske musikscene, at de tidligere i år fik lov at præsentere sig for hr. og fru Danmark til dette års X-Factor-finale. Forhåbentlig er der også sol til Blæst - og eftermiddagsfest, mens man sipper af sin juice.
Kl. 15.15 er der så hjemmebanekamp for Zar Paulo, når Aarhus-bandet leverer synth og pop-rock i et tekstunivers fyldt med ironi. På den måde går de flot i fodsporene af nogle andre tvetydige aarhusianere - læs TV-2 - men der hører sammenligningen så også mere eller mindre op. Men de er i hvert fald på vej frem. Debut-ep’en kom i slutningen af 2022, og i år kom deres første rigtige album så.
Kl. 17 skal man så finde vej til Nova-scenen, hvor Årets Nye Danske Livenavn går på. Det var nemlig, hvad søstrene Sirid og Frida - bedre kendt som Prisma - blev kåret til ved Danish Music Awards. Forvent rock, guitar og tostemmige vokaler - og masser af girlpower.
Fra et søskendepar til et andet. Svenske First Aid Kit bestående af søstrene Klara og Johanna Söderberg indtager hovedscenen Astra kl. 18.15. Og dem skal man simpelthen tjekke ud. For med en fortærsket kliché: Det er så englene synger - og her snak vi både akustisk guitarspil og sang. Tjek selv kæmpehittet ’My Silver Lining’ ud. Det er country og folk pakket ind i pop tilsat knivskarpe og meget fine harmonier.
Derfra er det en my op i tempo og over i et mørkere lydunivers, når de engelske postpunkere White Lies brager afsted fra Echo-scenen kl. 19.45. Bandet har herhjemme haft et par radiohits som ’To Lose My Life’ og ’Farewell To The Fairground’, og så er deres liveoptrædener som regel ganske velanmeldte.
Kl. 21.15 er det rockede skiftet ud med soul og hiphop. Her er det NxWorries (feat. Anderson .Paak & Knxwledge), der rammer Astra. Bag det måske lettere forvirrende navn - som udtales No Worries - står en superduo bestående af den amerikanske stjerneproducer Knxwledge og rapperen Anderson .Paak. Knxwledge har blandt andet produceret Kendrick Lamars ’To Pimp A Butterfly’, og de har til sammen vundet et væld af Grammys. Der bliver helt sikkert noget at komme efter for store hiphop-fans.
På Echo-scenen er det 23.00 er det så ’gott kvøld’ til islandsk bluesrock og americana. Kaleo ramte den helt store jackpot, når vi snakker royalty-checks, da de lavede ’Way Down We Go’ i 2015 - en sang, der i skrivende stund har 539 millioner views på Youtube. På med cowboy-hatten, og måske festivalbluesen indfinder sig sammen med bandets mørke og eftertænksomme toner.
Og hvordan slutter man så tre dage med masser af danske navne, flere internationale og en række forskellige genre? Jo, man tager en af dansk musiks absolut største internationale eksportsucceser Lukas Graham og lader bandet lukke dette års Northside ned med en vaskeægte popfest kl. 00.30 fra Astra. En lukning for det brede publikum, og dermed kan flere nok også vågne op søndag for at være ’Drunk in the morning’.