Så er der dance
90'S JOYRIDE på Esbjerg Rock Festival blev en heftig 90'er-fest i 2015. Og festen bliver alt andet end beskeden i 2016, når Esbjerg Rock Festival blænder op for flere artister end nogensinde tidligere, samt endnu mere lyd, lys og show.
Det er således med stor fornøjelse, at Esbjerg Rock Festival offentliggør VENGABOYS - nok et af de største Eurodance-navne nogensinde. Den hollandske kvartet blev dannet i 1996, og blev hurtigt et stort fænomen i hjemlandet - med sangerinden Kim Sasabone i front. Det varede ikke længe inden VENGABOYS tog de europæiske dansegulve med storm med kæmpe dance-hits som "Boom, Boom, Boom, Boom”, “We're Going to Ibiza" og ”Shalala Lala” og ikke mindst "We Like to Party”. 25 millioner solgte albums taler deres tydelige sprog, og VENGABOYS kunne i 2001 glæde sig over at modtage World Music Awards som den bedst sælgende dance-gruppe dét år.
Tre af de originale medlemmer - sangerinderne Kim Sasabone, Denise Post-Van Rijswijk og den mandlige sanger Robin Pors - får følgeskab af sangeren siden 2006 - Donny Latupeirissa - når VENGABOYS trykker den max af på scenen i 90'S JOYRIDE i 2016.
Dem, som var til Esbjerg Rock Festival 2015, kan huske den fænomenale koncert med dance-fænomenet SASH! Og vi glæder os til igen i 2016 at høre den uovertrufne dance-dj. Vi får igen lov til at feste til “Encore Une Fois”, “Ecuador”, “Stay”, “La Primavera” og naturligvis “Mysterious Times”. Den markante og let genkendelige lyd - altid med fremragende vokalister som gæster - gjorde, at SASH! appellerede langt ud over dance-genren i 90'erne. Der findes næppe en mere perfekt artist end SASH! til at fyre op under festen og de pumpende dance-rytmer i 90'S JOYRIDE i 2016.
Endnu mere 90’er fest i ’16
Med offentliggørelsen af de første tre stærke 90'er navne af mange, ønsker Esbjerg Rock Festival at understrege med en tyk streg, at der bliver endnu mere gang i 90'S JOYRIDE i 2016.
Der vil komme mange flere navne på plakaten, samt en tand mere gas på scenens lyd og lys. 90's Joyride er nemlig ved at blive en hjørnesten på festivalen, hvor festen nærmest ikke har nogen grænser. Og 2016 i 90'S JOYRIDE vil sprænge alle rammer!