Fortsæt til indhold

Biografplan kørt i grøften

Projekteringen af en ny biograf i Trommen er slået fejl, oplyser direktør Mette Herbert. Indtil i går troede politikere, at projektet kørte på skinner. For det er den besked, de har fået hele vejen igennem

Kultur og byliv
Morten Timm

Der bliver alligevel ikke nogen biograftur til Hørsholms borgere i Trommen fra 1. september. Det ellers var planen, da et politisk flertal i april sidste år vedtog at etablere biograf i Trommen.
Kulturhus Trommens folkelige prestigeprojekt med en biograf er nemlig havareret, og den bombe faldt i går foran et måbende og overrasket Sport-, fritid- og kulturudvalg.
I en kortfattet pressemeddelelse skriver direktør i Hørsholm Kommune Mette Herbert, at projekteringen af den nye biograf er slået fejl, og en åbning derfor er forsinket.

Utilfredsstillende og skuffende

Den fejlslagne projektering af biografen kommer helt bag på politikerne i Sport-, fritid- og kulturudvalget - for de har løbende fået oplyst, at biografprojektet kørte på skinner.
Udvalgsformand Nadja Maria Hageskov (K) er skuffet og føler, at de politisk er blevet fejlinformeret i sagen:
"Det her er en meget utilfredsstillende proces, vi har oplevet. Vi blev orienteret om, at der var fremdrift i sagen. Det var der så ikke".
Næstformand Henrik Klitgaard (R), vil retorisk godt gå skridtet videre og sige, at udvalget er blevet ført bag lyset.
"Det er utrolig utilfredsstillende, at vi ikke har fået de rigtige svar undervejs. Og det er vel at mærke på trods af, at både Nadja og jeg undervejs har stillet kritiske spørgsmål, fordi vi undrede os over, at vi ikke hørte noget," siger Henrik Klitgaard.
I første omgang vil de to lokalpolitikere ikke gå i detaljer om den fejlslagne projektering og henviser til administrationen.

Ekstraordinært møde om ny plan

På onsdag er der indkaldt til ekstraordinært møde i Sport-, fritid- og kulturudvalget, hvor eneste punkt på dagsordenen er 'Biograf i Trommen'.
"Her bliver vi præsenteret for en ny tidsplan og løsningsmodeller til den videre proces. Jeg er tryg ved, at direktionen kommer op med noget holdbart," udtaler udvalgsformand Nadja Maria Hageskov, der ikke lægger skjul på sin skuffelsen, men også gerne vil se fremad og få løst sagen.
"Så må vi evaluere bagefter," slutter hun.
Der er afsat i alt 7,5 millioner kroner til en opgradering af Trommen med ny tribune, stole og teknisk udstyr. Heraf er 1,5 millioner kroner afsat til decideret biografudstyr.
LÆS OGSÅ: Direktør tager ansvaret for biograf-bommert