Fortsæt til indhold

Alternativet inviterer til talkshow med Mygind-mor og søn

Alternativet inviterer til humoristisk talkshow i Hillerød med fokus på bæredygtighed

Kultur og byliv
Arkiv

"Kan det bære?" lyder overskriften, når det nye parti Alternativet inviterer til et underholdende talkshow tirsdag den 24. marts kl. 19-21.30 i Støberihallen i Hillerød.

Her kan man møde Jytte Abildstrøm og hendes søn Lars Mygind, som er alternativ behandler og forfatter. Samtidig deltager den nordsjællandske spidskandidat for Alternativet, Christian Poll.

Arrangementet beskrives af arrangørerne som et "talkshow med fortryllende humor og gode historier om økologiske hverdagsløsninger og praktisk bæredygtighed". Her fortæller Jytte Abildstrøm "gode, lærerige og fantastisk morsomme" historier – ikke mindst fra hendes liv som pioner i økologiske hverdagsløsninger og praktisk bæredygtighed.

I talkshowet deltager desuden tre lokale ildsjæle, der fortæller om deres arbejde med bæredygtighed. Gæsterne er Jonas Engberg, bæredygtighedschef i IKEA, Søren Ejlersen, direktør i Aarstiderne, og Mette Bak-Andersen, designer fra KEA. Toastmaster er Helle Engelbrechtsen.

Alternativet er netop blevet opstillingsberettiget til Folketinget. I Nordsjælland kan man udover Christian Poll, som bor i Birkerød, stemme på Michael Arnskov fra Holte, Lasse Danielsen fra Helsingør og Bina Seff, som er fra Espergærde.

Billetter kan købes på Billetto.dk.