Ja til flag-projekt - hvis du selv betaler
"Jeg er meget skuffet", siger Kenn André Stilling, der nu definitivt dropper sin flag-idé i Albertslund
Ideen om at der i Albertslund skal flages med alverdens flag er nu definitivt droppet.
Det fortæller kunstneren bag ideen, Kenn André Stilling. Han har modtaget en mail fra Albertslund Kommune, hvor det fremgår at kommunen stadig bakker op om initiativet, som i givet fald skulle finde sted lørdag 12. september, i forbindelse med Vestegnens Kulturuge.
Men med den tilføjelse, at han selv forventes at finde de 100.000 kroner der skal til, og skaffer de fornødne flag.
"Det er ret skuffende. Jeg er da ked af det", siger Kenn André Stilling i telefonen fra bopælen i København.
"Jeg kan ikke finde så mange penge på så kort tid. Det var jo ikke det der var aftalen. Det her skulle være noget vi lavede i fællesskab."
"Et andet sted"
Som tidligere omtalt var ideen i første omgang at flage med alverdens flag på Grundlovsdag, den 5. juni, for at markere, at der bor 106 nationaliteter i Albertslund.
Men den idé led skibbrud i april, da Københavns Vestegns Politi afviste ansøgningen. Det var med henvisning til et cirkulære fra 1989, hvor det fremgår at der ikke må flages med andre landes flag på "særlige mærkedage". En sådan dag regnes Grundlovsdag for, lod politiet forstå.
Det fik dog ikke Kenn André Stilling til at opgive ideen om flagning. Så måtte det blive andre dage end Grundlovsdag, og det var borgmester Steen Christiansen åben overfor.
Men heller ikke i Vestegnens Kulturuge vil man altså opleve 106 landes flag vaje i Albertslund, og Kenn André Stilling lader nu forstå, at han har droppet ideen definitivt.
"Så må jeg finde ud af noget et andet sted. Det bliver i hvert fald ikke i Albertslund", slår han fast.
Økonomien
Kunstneren har forelagt mailen fra By, Kultur, Miljø & Beskæftigelse i Albertslund Kommune til redaktionen.
Her fremgår det, at politiet har givet lov til flagning 12. september langs Roskildevej, og at Albertslund Centrum ellers kan være en alternativ mulighed. Samt at Agenda Centret gerne stiller med frivillige til at hejse flag, og at kommunen stadig er positiv.
Men at man ikke har mulighed for at realisere det, med henvisning til det uklare budget for næste år:
"Men som du kan se, er der nogle åbenlyse udfordringer. For det første mangler vi flagene og dernæst har Albertslund Kommune ikke midler til at finansiere projektet. Der foregår i øjeblikket intense budgetforhandlinger, og det er uafklaret, hvor mange besparelser regeringen vil pålægge kommunerne de næste år. Men hvis du har mulighed for at skaffe flagene og finde midlerne, vil vi meget gerne være behjælpelige med de praktiske aspekter, der er forbundet med at leje flagholdere og flagstænger og hyre mandskab til at sætte dem op."
Redaktionen håber at kunne indhente yderligere kommentarer fra Albertslund Kommune.