"Ej, hvor er du sød"
Christopher mødte 12-årige Cille, der vandt Ugeposten Gribskovs superfan meet&greet-konkurrence på facebook
FESTIVAL: Hun kan næsten ikke være i sig selv af ubeskrivelig begejstring. Koncerten er slut, far står i behørig afstand ved hovedingangen og venter, og der er kun et par minutter til at hun skal ind og møde idolet Christopher back-stage.
Hun har vundet dette møde i en konkurrence på Ugepostens facebook-side, og hun står sammen med en stor flok fans, der må stå ved hegnet og desperat håbe på bare at få et hurtigt blik af Christopher. 12-årige Cille Mølgaard fra Ringsted er den heldige her ude ved hegnet. Hun tjekker lige for 35. gang, om telefonen er klar til at tage billeder og om plakaten og tuschen er klar til autograf. Hun smiler nervøst og hun er ydmyg. Hun tripper, og hun har ingen ord...
"Kom du med hér". Vagten trækker hegnet til side, og Cille træder ind i det hellige land; back-stage. Christopher tager imod. Han smiler bredt, og er stadigvæk helt energisk og høj efter den netop afsluttede koncert.
Christopher tager varmt og sødt imod sine fans
Han kan se på Cille at hun er nervøs, spændt og høj, da hun sætter sig ved bordet. Christopher retter på sit lyse og koncert-svedige hår, og smiler til Cille, der rækker ham tuschen og den store plakat, hvor Christopher poserer i sort og hvidt.
"Tak. Hvad hedder du?", spørger stjernen venligt og imødekommende, imens han skriver autografen og en hilsen hen over plakaten.
Cille får det hele med. Hun kigger, og smiler, og hun prøver at virke rolig. Det er svært. Hun ryster.
Det er første gang at Cille møder Christopher i levende live. Det er vildt. Hun oplever bare, på den stille og ærefrygtige måde, uden at larme på nogen måde. Hendes iPhone gøres klar til et par selfies, og Christopher er øvet i at tage initiativet, på den søde og varme måde.
"Kom, Cille". Christopher tager telefonen, tager armen om Cille, og han skyder et par af de billeder der bliver guld værd for den 12-årige superfan. Smilene er der, og Cille er der i høj grad.
Christopher skal i bad, og lige inden han smutter får Cille alligevel fremstammet et par ord til idolet.
"Tusind tak for en god koncert, Christopher". Smilet bliver endnu større hos Christopher, og han læner sig frem til Cille en sidste gang, inden han går ind i sit omklædningsrum for at bade, og vaske aftenen koncert af sig.
"Tak, Cille. Eij, hvor er du sød".
Se flere billeder og videoer fra Gilleleje Festival 2015 på Ugepostens facebook-side.