Plantede blyanter på skolen i Sall
Onsdag lige før middag kunne man se 2.-3. klasse på Frijsendal Friskole i Sall i fuld aktivitet på græsplænen foran skolen. Eleverne stod i rundkreds. Noget skulle markeres. I hænderne havde de noget, der i første omgang lignede kæmpe kanonslag. Det viste sig så efterfølgende, at det var farvede blyanter med en ”fod”. Sikkerhedsbriller var ikke nødvendige. Blyanterne blev så plantet i jorden i rundkreds. Forskellige farver, så de dannede en farvecirkel.
”Vi markerer, at det for første gang er billedkunstens dag i Danmark,” fortalte Kirsten Holme Nielsen, der netop underviser i billedkunst.
At det blev netop blyanten, der blev symbolet på dagen, var ikke tilfældigt. Det kunne eleverne fortælle, nemlig at vi kan bruge den til at udtrykke os med. Tegne, skrive og farvelægge. Fortælle om følelser.
”Denne lille event afspejler også, at vi øver os i at lave projekter. Noget, som de for alvor skal i gang med til næste år,” siger Kirsten Holme Nielsen.