Sonjas støtter uden for scenen og rampelyset
Manager, producer og lydmand er vigtige for et band. Også for Sonja Hald
Også bandet Sonja Hald, som vi også fortæller om, har de mere anonyme personer som manager, producer og lydmand.
De tre er jo så for øvrigt fra Hammel og Thorsø.
”At Sonja bliver support til tre Kim Larsen-koncerter hænger sammen med, at Sonja i efteråret var på landevejen med Magtens Korridorer, og Larsen og Korridorerne har samme agent,” forklarer Torben Vadstrup, der er manager.
”Jeg har et stort netværk. De skal tro på mig, når jeg siger god for et band,” fortæller Torben.
Flemming Block fra Thorsø er producer og har lydstudiet: ”Jeg har været med fra starten af dette projekt, og det har fungeret rigtig godt,” fortæller Flemming, der normalt kun er på, indtil indspilningen er færdig. Det ser dog ud til, at samarbejdet vil fortsætte, fordi han og bandet allerede pusler med en opfølgning.
Ordet ”finurlig” siger lydmanden Søren Flecks flere gange. Og det er ikke mindst det, han skal få frem.
”Jeg skal skabe et univers ud fra teksten og musikken,” siger Søren og fortsætter: ”Du må ikke citere mig for at sige, at hvis de andre er farverne, så er jeg maleren.”