Genial komponists store mesterværk opføres i kirke
Koncert indledes med fortælling om komponistens liv og musik.
I december 2022 var det 200 år siden, at komponisten César Franck blev født, og det markeres den 6. juni i Galten Kirke med opførelsen af et af hans største og mest omfangsrige værker, nemlig »Grande Pièce Symphonique«.
César Franck var en belgisk-født pianist, der allerede i en alder af otte år kom ind på konservatoriet i Liège. Senere flyttede han og familien til Paris, hvor Franck studerede på Pariser-konservatoriet.
Allerede inden han kunne færdiggøre sine studier, droppede han ud af konservatoriet og levede af at fremføre sine egne virtuose fantasier og potpourrier af diverse populære operetter. Men da han begyndte at fokusere mere og mere på sit orgelspil, begyndte hans kompositioner også at ændre sig. Han gik til dem med en større alvor, og som resultat blev musikken mere seriøs.
Til koncerten vil kirkens organist, Magnus Hegaard, indlede med at fortælle om Franck, hans liv og hans musik, og derefter kaste sig over at præsentere ”Grande Pièce Symphonique,” samt nogle af Francks andre stykker for orglet. På storskærm vil publikum følge med i hvad der sker oppe ved orglet, og efterfølgende vil der være lidt bobler og kage som til enhver god fødselsdagsfejring.
Der er gratis entré til koncerten, hvor alle er velkomne.