Lerdueslaget fik et helt nyt domicil
I 53 år har der været skydebaner Skjoldelev. Det er der stadig. Nu med nyt hus.
I lørdags var regnen ved at gøre krudtet vådt i Skjoldelev-Lading Jagtforening.
Det gjorde så ikke noget, for der skulle fejres en tiltrængt, indendørs nyhed.
“For to år siden så vi på hinanden i bestyrelsen og konstaterede, at vi måtte have et nyt klubhus,” fortæller foreningens kasserer, Bent Pedersen.
Med ham som ankermand er det lykkedes at lave en pavillon om til et moderne “jagthus”.
Det blev indviet i lørdags, hvor en del af foreningens 110-115 medlemmer kiggede indenfor.
Pengene er kommet fra Dansk Jægerforbund og fra Nordea. “Og så har vi jo altså lavet det hele selv,” forklarer formanden Niels Kristiansen.
Der var dog også sparet lidt op på bogen. Der kommer penge ind, når stedet udlejes til events, hvor der er lerdueskydning på programmet.
Selv om der er mere end 100 medlemmer, er det kun omkring 30, der kommer regelmæssigt og skyder. Men de er med i foreningen og kan dermed få fagbladet “Jægeren”.