Fortsæt til indhold

En helt speciel industri satte Hornslet på landkortet

Hornslet var faktisk i det meste af det 20. århundrede kendt som lidt af en forgangsby inden for møbeldesign og produktion. Det kan man nu se en udstilling om.

Kultur og byliv

Hvad mange måske ikke ved er, at der i Hornslet fra starten af 1900-tallet og helt frem til 70’erne udspandt sig et møbeleventyr af de større. Den nære adgang til træ i oplandet, skabte grundlag for en stor trævareindustri med blandt andet seks møbelfabrikker. Hornslet Møbelfabrik fra cirka 1906 var byens største virksomhed med op til 130 medarbejdere.

Der var for alvor gang i hjulene og møbelfabrikkerne prægede bybilledet i Hornslet, fremgår det af en pressemeddelelse udsendt om den nye udstilling på Galleri Stigsen, Kulturgrunden, Hornslet.

Møblerne med den gedigne kvalitet og det nordiske design blev i høj grad solgt på de internationale markeder. Mange af Kofoeds møbler står stadig i USA, idet de amerikanske soldater, der opholdt sig i Tyskland efter krigen, måtte få en hel container gratis med hjem til USA. Mange bragte dengang Kofoeds møbler til USA.

Omkring 25 borgere med tætte relationer til møbelindustrien har bidraget med personlige beretninger.

Udstillingen vil ikke blot præsentere et udsnit af de mest kendte stole-designs fra Kofoeds Møbelfabrik, men også nogle unikke miniaturemodeller af lænestole fra Kofoed, sammen med et sybord med mere.

Fra Hornslet Møbelfabrik præsenteres en prototype på en stol fra krigens tid og trækabinetter til B&O højtalere.

Møbelpolstrer Stigsen – i hvis hus udstillingen har til huse – vil også blive en del af udstillingen med hans tegninger og polstring og fjedring af ”salonstole” til hans eksamen på Teknisk Skole under 2. verdenskrig.

Udover de konkrete møbler, vil der være uddrag af de personlige beretninger fra ”møbelstemmerne”, fotos, lønsedler, svendebreve, brochure materialer med mere

I forbindelse med ferniseringen af udstillingen lørdag 10. juni klokken 13-17, vil der være mulighed for at møde en række af møbelstemmerne. Udstillingen er åben frem til 1. august. Info om åbningstider m.m. på www.Kulturgrunden.dk