Randers Kunstmuseum efterlyser værker
Var du bosat i Randers i perioden 1959-1980? Havde du kontakt til kunstnermiljøet? Kendte du Sven Dalsgaard, Per Neble eller J. V. Martin? Eller har du værker af de tre kunstnere?
Så har Randers Kunstmuseum brug for din hjælp. Museet søger nemlig værker af og historier om de tre førnævnte kunstnere til udstillingen ”Randers Rebeller”, der åbner i Randers Festuge. Det skriver museet i en pressemeddelelse.
Til Randers Festuge 2023 inviterer Randers Kunstmuseum ind til en stor udstilling ”Randers Rebeller” om avantgardekunsten i Randers 1959-1980. Udstillingen tager afsæt i tre centrale kunstnere i byen: Sven Dalsgaard (1914-1999), J. V. Martin (1930-1993) og Per Neble (1937-2004) og i det særligt eksperimenterende miljø, der kendetegnede kunsten i Randers i perioden.
Til udstillingen er museet interesserede i værker fra perioden 1959 til 1980. De er også interesserede i informationer, beretninger, historier, korrespondance, tryksager med mere med relation til kredsen af kunstnere.
Hvis du har lyst til at bidrage, så kom forbi med din historie på Randers Bibliotek lørdag den 3. juni, torsdag den 8. juni og torsdag den 14. juni, eller kom forbi Randers Kunstmuseum i åbningstiden.