Tre Randerskunstnere i Uhresalen
Værker af Randerskunstnerne Svend Dalsgaard, Per Neble og JV Martin kan snart ses i Uhresalen i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus. De private værker er udlånt af kunstsamler og cyklehandler Claus Ørsted fra Randers. Han kommer selv og åbner udstillingen lørdag 10. januar klokken 11.00.
Svend Dalsgaard tilhørte overvejende modernismen, om end han en overgang også lod sig inspirere af naturalismen og surrealismen. Hans værker bærer ofte klart præg af symbolik. Han debuterede i slutningen af 1920'erne og lavede sine sidste billeder i efteråret 1998. Han tog mange af den internationale avantgardismes udtryksformer til sig, men udfoldede dem med sit helt eget karakteristiske udtryk. Svend Dalsgaards kunst er i dag at finde på en lang række danske kunstmuseer og malerisamlinger. Randers Kunstmuseum har 1.200 af hans værker og dermed landets største samling, ligesom museet har oprettet et arkiv om kunstneren.
Per Neble, der døde i 2004, arbejdede med objekter, installationer og fotomontager, funderet i et konceptuelt udtryk, præget af enkel stiliseret geometri og brug af hverdagsgenstande.
Han udførte mange udsmykningsopgaver, heraf flere i Randers, hvor han boede fra 1959 til 1997. Per Neble modtog Eckersbergs Medalje i 1992.
J. V. Martin, egentlig Martin Viktor Jeppesen blev født i 1930 i Randers og døde i 1993. I sin ungdom var han aktiv i DKU (Danmarks Kommunistiske Ungdom). Han debuterede i 1957 som maler med en udstilling i Kunstlokalet i Randers. Han var i 1959 med til at oprette en dansk afdeling af foreningen ASPECT, der har til formål at skabe et fælles forum for nyskabende kræfter inden for arkitektur, billedkunst, dans, film, litteratur og musik og teater. Han kom gennem Asger Jorns lillebror, Jørgen Nash, ind i avantgardegruppen Situationistisk Internationale i 1962.