Hjælp forsamlingshuset
I søften er der spændende planer om at få forsamlingshuset til at gå i dybden. Lidt hjælp ønskes
Fra Søften Forsamlingshus er sendt en ansøgning på 1 million til Real Dania. Pengene skal bruges til at udvide huset nedad. Der skal graves ud til mere plads i kælderen, der dækker 192 kvadratmeter.
For Real Dania er det vigtigt, at der er lokal opbakning. Derfor er det vigtigt, at man frem til 27. januar melder ind og laver ”likes”(mindst 200) og giver kommentarer. Det foregår via http://www.undervaerker.dk/projekter/voresbyvoreshus. Fonden hos Real Danias bærer det fikse, men meget forklarende navn: “Underværker bygningsarvens ildsjæle”, og det må da passe til planerne for Søften Forsamlingshus.
Det er arkitekt Rikke Daugaard, Hinnerup, der har været med til at lave ansøgningen, og hun fortæller mere om projektet:
”Kælderen er godkendt til beboelse og erhverv. Nu er der kun toiletter og opbevaring i kælderen, der har vinduer. Loftshøjden skal forøges. Det gøres ved at grave gulvet længere ned,” fortæller Rikke Daugaard.
Planen er at få lavet en rum på 38 kvadratmeter, der kan bruges, når salen er for stor. Interessen er der allerede fra linedancerne, men også andre fritidsaktiviteter vil kunne bruge lokalet. Bland andet også til børnefødselsdage.
En del afledte ændringer skal der også til. Blandt andet skal flugtvejene være i orden.
Det betyder, at projektet i alt budgetteres til 1.3 millioner. Der skal altså lokalt skaffes 0.3 millioner.
Favrskov Kommune har set på planerne og bakker op om udvidelsen.