Sumobrydning og legobyggeri
Igennem hele vinterferieugen er der i bibliotekerne i Favrskov et væld af kreative aktiviteter for både piger og drenge. Ud over Sigurd Barrett lørdag 7. i Sløjfen.
En oversigt kan man se i FavrskovPosten fra uge 5, men her en elektronisk udgave.
Smykker
Har du lyst til at lave noget nyt til smykkeskrinet, så er det med at komme til smykkeværksted med Tina Søndergaard. Hun viser dig, hvordan du selv kan lave seje armbånd og halskæder, og der vil være masser af forskellige materialer til rådighed. Dette foregår på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus tirsdag, Ulstrup Bibliotek onsdag og på Hammel Bibliotek om torsdagen i vinterferien.
Valentin-kort
Skal der laves en gave, var det måske noget med et fint valentinskort? I anledningen af Valentins dag 14. februar sætter Hinnerup Bibliotek materialer frem til fri afbenyttelse.
På Hadsten Bibliotek kan man fra mandag til onsdag lave sjove figurer af materialet Silk Clay. Resten af ugen kan man i Hadsten bygge med det sjove Klakx byggesæt, hvor man kan bygge høje tårne og sindrige figurer.
Fletninger
En anden form for byggeri de fleste børn har et godt kendskab til er LEGO. Tirsdag kommer mesterbyggeren og den tidligere LEGO-ambassadør Svend Erik Saksun til Hammel, hvor han vil komme med gode historier og byggetips. Der vil desuden være konkurrencer og masser af klodser, så der kan bygges løs. Ligeledes i Hammel kan man onsdag se en frisør fra Salon Hairtrends vise nogle teknikker til årets store hit blandt pigerne: fletninger!
Sumobrydning
Hvis man er mere til hårdtslående action kan man torsdag i Hinnerup hoppe i en sumodragt og kæmpe om at blive Hinnerupmester i sumobrydning. Herudover kan man kæmpe i FIFA eller et andet spil på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus' PlayStation 4.