Anmeldelse: Tobias Rahim på Northside

Anmeldelse, Tobias Rahim, Northside, Astra, torsdag klokken 20.

Han får de unge kvinder til at skrige og mændene til at græde.

Han har været helt oppe - og helt nede.

Han har underholdt hr. og fru Danmark i tv-programmet Stormester, udgydt sit hjerte i digtsamlingen ’Drømmene Maler Virkeligheden’- og, bortset fra et langt interview i New York Times, nærmest gået under interview-radaren.

Han har fået lunkne anmeldelser efter sin koncert i Royal Arena i april, men helt andre efter sin optræden i Jelling forgangne weekend.

Torsdag aften havde Northside sat 90 minutter til den kontroversielle aarhusianer - men kan 34-årige Tobias Rahim stå festival-distancen i hjembyen?

Da hovedpersonen - klædeligt og forventeligt - en smule forsinket træder ind på scenen iført guld og frynser, er der dog ingen tvivl: Publikum har ventet - og kvitterer med høje skrig. Koncerten er begyndt - det samme er op- og nedturene.

God start

Det er et klogt at lægge ’Mucki Bar’ som et af de første numre. Så er man ligesom i gang.

Men koncerten bliver hurtigt en sinuskurve af biorytmer.

Numrene slutter abrupt - og de lange svadaer mellem numrene dræber helheden.

Der skal da også gå omkring en halv time, før der rigtig bliver gang i den. Da Rahim når omkvædet i ’Feberdrømmer Xx i Dubai’, letter taget - skyerne - i fællessang, da der bliver skrålet med på ’Jeg er en luder i Dubai’.

Men Tobias Rahim kan ikke holde momentum. Det falder lige så hurtigt, som de talte ord fra sangerens mund.

Sangene afløses af snak - og al for megen af den.

Fucked up

»Det har været et fucked up år,« siger han - og hentyder til sin periode, hvor han har trukket stikket på grund af angst.

Om det er netop det ’fucked up år’, der i den grad sætter fart i talestrømmen, må stå hen i det uvisse.

Det skaber dog uopmærksomhed nede i rækkerne, hvor talestrømmen blandt publikum næsten overdøver musikken.

Han når alligevel igen et godt stykke ned i dem - rækkerne, altså, da tonerne fra hittet ’Når mænd græder’ spreder sig over Eskelund.

Tobias Rahim er en svær størrelse at blive klog på. Om han virker ydmyg eller stadig præget af nedturen, er svær at tyde, men han famler. I hvert faldt verbalt. Alligevel lader det til, han - til en vis grad - når igennem til grønsværen foran scenen.

»Du skal ikke give op på din egen drøm - det her er min fucking drøm,« lyder det fra scenen, som publikum kvitterer for med skrig.

Så er der dømt ’Kurder i København’ og senere kurdisk dans på scenen med korpigerne.

Da monsterhittet ’Stor mand’ gjalder gennem højttalerne får Rahim publikums kærlighed at føle. I ordets bedste forstand.

Der blev skrålet med i en grad - og decibelhøjde - så selv de mest skeptiske på græsset foran scenen må overgive sig.

Der er ingen tvivl om, at Rahim er en pop-smed af Guds nåde og et stort, musikalsk talent.

Som underholder mangler han dog stadig lidt hård hud.

Han kan med fordel kaste et blik - og et øre - mod sin aarhusianske kollega.

For hvor Thomas Helmig med få ord - nærværende og vedkommende - kan fortælle om sin søns tragiske død og nå under huden hos tusindvis af publikummer, virker Rahims svada om sin nedtur som et halv-malplaceret appendiks, der skal fylde ud - og på - i en sætliste, der aldrig helt når i mål.

Og hvor selvsamme by-kollega formår at skabe en helstøbt koncert - med både ord og musik - kommer Rahim i den grad til at stå i skyggen med en optræden, der nærmest virkede som en samling brudstykker, der ikke havde den sammenhæng, der burde kunne forventes af - må man formode fra Northsides side - et topnavn.

Tobias Rahim står derfor ikke helt festival-distancen. Hvis der bliver øvet lidt slutninger og det, der skal siges mellem sangene, er der dog håb.

Denne anmelder kan derfor ikke overgive sig 100 procent - men udelukker så absolut intet i fremtiden.

Helmig har jo da - trods alt - et forspring på omkring 35 år.