Sofie Gråbøl og verdensballet til Metallicamusik i Mindeparken
Til støtte for Ukraine viser en række verdensstjerner klassisk ballet, moderne dans, flamenco, opera og klassisk musik.
Internationale balletstjerner, kongelig operasanger, skuespilleren Sofie Gråbøl, flamencodanseren Selene Munoz, forfatteren Jens Christian Grøndahl, og mange andre medvirker, når Mindeparken i Aarhus er rammen om en stor forestilling med ballet, dans, opera og klassisk musik til fordel for Røde Kors’ arbejde blandt ofrene i Ukraine, tirsdag 1. august klokken 18.00.
Koncerten, der har navnet Dance for Hope, er blevet til i samarbejde med Verdensballetten, Aarhus Kommune, Røde Kors og Salling Fondene. Alle medvirkende – både kunstnerne på scenen, teknikkerne bag scenen, og medarbejderne foran scenen – stiller op uden honorar. Det betyder, at entréindtægten ubeskåret kan gå til Røde Kors’ vigtige arbejde.
Salling Fondene har doneret et beløb, som betaler de udgifter, der er ved afviklingen af forestillingen.
Medvirkende er blandt andet ballerinaer og solodansere fra fire af verdens mest berømte balletkompagnier: The Royal Ballet of London, Den Kongelige Ballet i København, Statsballetten i Berlin og Den Norske Nationalballet i Oslo.
Ukrainsk balletstjerne
Ambassadør for forestillingen er den ukrainske balletstjerne Iana Salenko.
Hun er født og opvokset i Kyiv og uddannet i Donetsk. Til daglig er hun prima ballerina ved Staatsballetten i Berlin og regnes for en af verdens førende balletdansere. Ved forestillingen i Mindeparken vil hun danse sammen med sin faste partner på scenen og privat, solodanseren Marian Walter.
De vil danse en helt ny ballet, som er skabt specielt til denne forestilling af den canadiske koreograf Eric Gauthier og med musik af bandet Metallica.
Titlen på balletten er Les Adieux, en titel, der hentyder til de to gange, der siges farvel til en soldat: når han drager i krig, og når man senere står ved hans kiste.
»Jeg er meget taknemmelig over at være ambassadør for denne forestilling til gavn for ofrene for krigen i Ukraine. Som ukrainer er det hjerteskærende at se, hvordan mit land og mit folk er under angreb. Det er vigtigt, at vi alle står sammen og hjælper de mange ofre og deres familier. Tak til alle, der støtter denne vigtige sag,« udtaler Iana Salenko.
Sofie Gråbøl med ny prolog
Forestillingen åbner med en helt ny prolog skrevet af forfatteren Jens Christian Grøndahl. Prologen bliver fremført af skuespilleren Sofie Gråbøl.
Som en særlig gæst medvirker den spansk/danske flamencodanser, Selene Munoz. Hun er en af de mest efterspurgte dansere og koreografer i Skandinavien og har i Danmark optrådt i en lang række sammenhænge.
Forestillingen Dance for Hope er blevet til efter idé af operasangeren og leder af Verdensballetten Jens-Christian Wandt.
Han er en del af Røde Kors’ Klub 10 i 2023, et fællesskab af kendte og entreprenante personligheder fra kultur- og erhvervslivet, som får et år til at søsætte spændende og indbringende projekter til at samle penge ind, så Røde Kors kan fortsætte med at hjælpe sårbare og udsatte mennesker herhjemme og ude i verden.