Derfor har museum sagt farvel til 63.000 Facebook-følgere
På grund af en mistænkelig adgang har Den Gamle By set sig nødsaget til at lave en ny Facebook-side. Det gør rigtig ondt, siger kommunikationschef Lars Vesterlykkegaard.
»Siden er lukket«.
Det er beskeden, som de mere end 63.000 følgere af Den Gamle Bys Facebook-side får, når de klikker sig ind på den. Det aarhusianske købstadsmuseum har nemlig valgt at begynde forfra på det sociale medie ved at sige farvel til den oprindelige og i stedet oprette en helt ny side.
Årsagen er, at en ukendt person pludselig fik uautoriseret administratoradgang til den nu lukkede side.
»Det er en voldsom beslutning at tage, og den gør rigtig ondt. Vores gamle Facebook-side havde rigtig mange følgere, som vi kunne komme i kontakt med. Vi vil jo meget gerne have en dialog med vores mange følgere, som er gode til at dele deres oplevelse, personlige minder og billeder inde på Facebook. Det er et godt fællesskab, der er derinde, og på den nye side er der langt op til noget, der bare minder om det samme antal følgere, som vi havde før,« fortæller Lars Vesterlykkegaard, kommunikationschef i Den Gamle By, til Din Avis Aarhus.
Ubuden gæst
Det var tilbage i december måned, at ansatte hos Den Gamle By opdagede, hvordan en ubuden gæst havde fået adgang til museets Facebook-side, som over 63.000 personer har valgt at følge siden oprettelsen i 2008.
»Vi fik besked om det gennem en notifikation på Facebook, og så anmeldte vi det. Det gjorde dog, at vi sidenhen ikke har haft de samme tekniske muligheder på Facebook, og vi er hundrede procent afhængig af Facebooks algoritmer,« fortæller Lars Vesterlykkegaard.
Helt konkret har det ikke været muligt for Den Gamle By at lave promoverede opslag på Facebook og dermed nå ud til et større antal personer, hvilket har kommercielle konsekvenser.
»Vi har selvfølgelig også brugt vores Facebook-side til at reklamere for ting i Den Gamle By. Siden december har vi kunnet mindre og mindre på siden, og vi kan blandt andet ikke længere annoncere på Facebook,« lyder det fra kommunikationschefen.
Han har siden været i kontakt med Meta, selskabet bag Facebook. Men selvom det har en support-afdeling til at tage sig af den slags henvendelser, har det ikke hjulpet.
»Gennem seks måneder forsøgte vi at få hjælp fra Facebook, men hver gang har vi fået det samme svar tilbage, som gik på, at der ville blive kigget på det. Problemerne er ikke blevet løst, og så slap vores tålmodighed op. Nu begynder vi helt forfra,« fortsætter Lars Vesterlykkegaard.
Æg i flere kurve
Selvom det umiddelbart godt kan virke som en meget stor opgave at begynde fra nul, når man tidligere havde over 63.000 Facebook-følgere, så tager Lars Vesterlykkegaard det forholdsvist roligt. Han er sikker på, at den nye Facebook-side nok skal vokse sig stor over tid.
»Det er mange bække små. Det er sådan, den gamle side voksede sig stor. Vi deler mange forskellige opslag, og især vores behind the scenes plejer at være enormt populært. Jeg tror på, at følgerne nok skal komme stille og roligt,« siger kommunikationschefen, som i første omgang kan glæde sig over, at Den Gamle Bys nye Facebook-side på en uges tid har opnået over 4.000 følgere.
»Man skal heller aldrig lægge alle æg i en kurv. Det har vi heller ikke gjort her. Facebook har bare været det medie, som vi hr opnået stor succes med. Men vi er til stede på Instagram, og så har vi også en hjemmeside, som får mange besøg,« tilføjer Lars Vesterlykkegaard.