Julekoncert med Kurt Ravn i Sct. Peders Kirke
Her i god tid før julesæsonen er aktuel, kan Logen Navitas fortælle, at de 26. november igen arrangerer en julekoncert i Sct. Peders Kirke. Det bliver i år med Kurt Ravn – hele Danmarks ”Røde” fra Matador. Som tidligere vil overskuddet gå til humanitært arbejde i Randers og omegn.
Julekoncerten er blevet en tilbagevendende begivenhed for rigtig mange mennesker, der nyder den dejlige musik i det smukke kirkerum, det er her julestemningen indfinder sig hos alle gæster.
For Kurt Ravn er julekoncerterne blevet en fast tradition, og i den sammenhæng har han udgivet julealbummet ”Årets Julekoncert”, som rummer såvel muntre som stille og inderlige julesange og -salmer.
Billetsalget er allerede startet på Julekoncerter.dk. Der er tradition for, at billetterne er udsolgt, længe før koncerten.