Fortsæt til indhold

89-årige Inger tog til Rock Under Broen

Man kan godt tage til rock-festival, selvom man nærmer sig de 90. Det gjorde Inger

Kultur og byliv
Peter Friis Autzen

“Det var rigtig godt. Og faktisk ikke nær så højt, som jeg troede. Herhjemme i haven plejer man jo at kunne høre musikken meeeget tydeligt, men ude på pladsen var det ikke så højt, at det gjorde noget,” siger 89-årige Inger Jernov fra Middelfart
Den 11. juni havde hun sin debut på Rock Under Broen. Og det blev en dag med koncerter og pilsnere - ligesom for de fleste andre.
Hun var af sted sammen med en flok af sine børn, deres børn og deres børn. Fire generationer i alt.

Tradition

I mange år har Ingers børn, børnebørn og oldebørn lagt vejen forbi hende og Hennings hus på vej til Rock Under Broen.
“De skal altid lige i ind at tisse. Og drikke en øl. Og så er det blevet en tradition, at de siger 'kom, du skal da med til Rock Under Broen'. Jeg plejer at sige nej, men sidste år svarede jeg 'når jeg bliver 90, vil jeg med'. Og jeg bliver snart. Så i år tog jeg med,” siger Inger med et bredt smil. Hun fylder 90 på fredag.
Hendes melding fik resten af det cirka 30 mand store hold af venner og familie til at lave lidt om på deres normale procedurer for udflugten til rocklandet under broen.
“Vi skaffede en rickshaw, som vi kunne trække Inger i. Og den blev udsmykket med balloner og flag,” fortæller barnebarn Maibritt Sparsø.
På vejen til pladsen under broen, besøgte holdet også lige en højspændt havefest i nabolaget.

Snart 90-årige Inger Jernov er aktiv i vedligeholdelsen af sin egen have samt noget foreningsarbejde. Foto: Peter Friis Autzen

Seebach, Falch og Krebs

Inger er en frisk snart 90-årig: Hun passer sin have og planterne i drivhuset, og hun holder orden i huset. Græsslåningen overlader hun dog til sin 78-årige mand, Henning.
Så hvis nogen som 90-årig skulle være frisk nok til en Rock Under Broen-tur, skulle det være hende. Og hun er glad for, at hun endelig kom af sted.
“Jeg havde studeret programmet på facebook. Jeg vidste, at jeg ville høre Rasmus Seebach. Og også gerne Krebs/Falch. Og Danser Med Drenge. Og de var gode alle sammen,” siger hun.
Inger var dog ikke at finde blandt de forreste publikummer.
“Nej, jeg sad på en stol sammen med de andre i vores lejr,” siger hun.
Trods sin friskhed, løb hun til sidst tør for energi og bad om at blive hentet hjem ved 21-tiden. Men på det tidspunkt havde hun også været i gang i ni timer. Og undervejs havde daggen budt på både pilsnere og et par shots. Sågar en tår champagne blev det til. Henning kørte hende hjem.
Dagen efter var hun træt. Men det er ikke anerledes end så mange andre, der er til Rock Under Broen.
Hvad med næste år? Skal du af sted igen?

“Det ved jeg ikke endnu. Muligvis. Det er ikke til at vide, jeg kan jo falde omkuld inden. Og med den oplevelse, jeg fik i år er det svært at forestille sig, at det kan blive bedre,” siger Inger og smiler.