Piraterne slår nu til i Hammel
Coding Pirates startede med stor succes i Hinnerup. Nu er turen kommet til Hammel. I juni var der indledende møde, og på onsdag 17. august går opstarten kl. 17.00 – 19.00 på biblioteket i Hammel.
”Vi har 21 elever med, når vi starter. Det betyder, at holdet er fyldt op. De er aldersmæssigt fordelt fra 6 år til 15 år,” fortæller Sten Linnell, der er instruktør for første gang, men fra sit arbejde kender han meget til at programmere robotter.
”Jeg glæder mig meget til at være med til at lære disse unge mennesker noget på et område, der er så vigtigt en del af fremtiden,” lyder det fra manden, der også bruger en del af sin fritid til at ”være” romer. Noget af et tidsmæssigt spring.
Det bliver således, at man kan starte helt fra bunden. Så bliver det med en Ozobot, som man skal give ordrer via en iPad. For de mere avancerede kan man starte med Ardodino, og endelig kan man starte rent teknisk fra bunden med at bygge robotter med Lego Mindstorm. Eleverne betaler 500 kroner for en sæson, og for de penge får de mad, t-shirt og materialer.