Syng havsange på Grobund
Havsange skal uropføres på Grobund – alle sangglade inviteres med!
Sangglade mennesker fra hele Djursland inviteres til at deltage i et korprojekt, der munder ud i en koncert søndag 3. september på Grobund ved Ebeltoft. Havsangene er skrevet af den lokale komponist Vibe Ulbrandt, inspireret af hav, strand og hede på Djursland.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sangkraft Syddjurs og Aftenskolen for Musik og Billedkunst.
Vibe Ulbrandt fortæller om sangene:
»De seks sange har meget forskellige stemninger. Sangene er skrevet som kanons. Det vil sige at man lærer melodien, og så bliver det flerstemmigt, når det synges forskudt. Det kommer faktisk til at rulle som bølger.«
Koncerten på Grobund er tænkt som en totaloplevelse, med strandtapas undervejs for både korsangere og publikum. Maden vil blive lavet af lokale råvarer, udviklet af kokken Louise Spangenberg. Louise er til daglig kok på Namu Sushi i Ebeltoft.
Havsangene vil blive akkompagneret af ensemblet Toneregn med instrumenterne cello, tværfløjte og klaver. Toneregn vil desuden spille et stemningsdannende musikstykke inden hver havsang, skrevet af komponisten Niels Ulbrandt.
Hele projektet tager afsæt i Djurslands skønne natur og ønsket om at opleve den og værne om den.
Sangkraft Syddjurs er medarrangør af korprojektet. Leder Elise Trøllund Engrob Kokholm håber, at projekter som dette vil styrke kornetværket på Djursland. Hun udtaler:
»Der findes mange gode kor på Djursland, og vi vil med korarrangementer som dette invitere ind til at man også synger sammen på tværs af korene. Og vi håber at det kan tiltrække sangglade mennesker, der måske ikke til dagligt synger i kor, men gerne vil prøve det af, ved at være med i dette korprojekt.«
Korprøverne ligger tre onsdag aftener på KulturHotellet: 16., 23. og 30. august.
Man kan finde mere info samt tilmelde sig på hjemmesiden amob.dk, hvor der også findes links med indspilninger af sangene.