Fortsæt til indhold

De gamle veteranbiler kører fra Ølstykke

70 veteranbiler og tyve motorcykler kan opleves på Græstedgård i Ølstykke, inden årets "Fjordløb" skydes i gang

Kultur og byliv
Arkiv

Er man til sprøde veteranbiler og lækre motorcykler, så skal man tage et smut forbi Græstedgård i Ølstykke søndag den 4. september kl. 9.00.
Her kan de bil-interesserede se nærmere på ikke færre end 70 veteranbiler og tyve motorcykler, der skal deltage i det årlige veteranløb, Fjordløbet.
"Vi håber, at rigtig mange mennesker vil finde vej til Græstedgård for at se de flotte køretøjer og ikke mindst tage afsked med bilerne og motorcyklerne, inden de sendes ud på ruten," siger Jens Weihrauch, formand for Ølstykke Veteranbil & Mc Klub, der arrangerer løbet.
Løbet køres fra Ølstykke via Store Rørbæk, Frederikssund, Landerslev til Orebjerg gods. Der fortsættes mod Dalby og Kyndby og videre mod Strandhuse, Kyndby Huse, Bavnen og Rendebæk, Venslev strand og til Davidsens Tømmerhandel i Venslev, hvor deltagerne får deres frokost.

Vender tilbage til Ølstykke

Her fortsætter turen mod Vejleby og Vellerup til Egholm slot, inder der køres over Skibby til Manderup og til Selsø Slot. Herefter sætter løbet kursen nordpå over Skuldelev, Onsved og til Lyngerup. Der fortsættes mod Ølstykke, ned omkring havnen i Frederikssund ad Østergade Bruhnsvej op til Roskildevej og videre over Snostrup, Store Rørbæk til Græstedgård i Ølstykke, hvor bilerne er tilbage cirka kl. 13.30.