Fortsæt til indhold

Bowling i diskolys og til hamrende rytmer

En helt nyt tilbud til de unge kommer nu i InSide i Hammel på fredage og lørdage.

Kultur og byliv
Erling Baastrup

Nu har Lina Damgaard i cafeen Upstairs i InSide overtaget bowling-banerne. Det betyder, at der kommer nye tiltag, men også at de ”gamle” ikke forsvinder.
Eksempelvis spiller foreninger, firmaer og bowlingklubben stadigvæk, og Bøf og Bowl fortsætter på plakaten.

Men der kommer også noget nyt til: ”Der mangler et sted, hvor de unge kan gå hen her i Hammel, hvis de skal more sig og hygge,” mener Lina Damgaard.

Hun har derfor lavet et nyt koncept, hvor hun kombinerer bowling med fest.
Det foregår på den måde, at fra klokken 19 og fremad vil der være bowling som foregår til farvet diskolys, og der bliver skruet op for musikken. Dunkende rytmer vil ledsage bowlingkuglerne, og der bliver masser af røde kegler, som kan udløse en omgang.