Antropolog: Lad børnene være - så lærer de lige så meget
Antropolog mener, at børn lærer lige så meget af deres omgivelser som af deres forældre, hvis vi lader dem være.
Antropologen, Henrik Hvenegaard Mikkelsen er forfatter til den nye bog ”Børnevælde - en håndsrækning til maste forældre”.
Det holder han foredrag om 14. juni kl. 19 på Moesgaard Museum, skriver museet i en pressemeddelelse.
Forældre har igennem årtier fået at vide, at de skal gøre mere for deres børn, de skal engagere sig i børnenes liv, investere sig i fælles aktiviteter, være til stede og lytte aktivt til børnene og være opmærksomme på, hvis børnene viser tegn på mistrivsel. Vi er kort sagt blevet hyperfokuserede på vores børn og har kronisk dårlig samvittighed over alligevel ikke at gøre det godt nok. Men samtidig får vi at vide, at dette fokus på børnene netop forårsager mistrivsel. Hvordan er vi endt i denne paradoksale situation, og hvordan kommer vi videre?
Ud på egen hånd
Det har antropolog Henrik Hvenegaard Mikkelsen et bud på. I sin nye bog ’Børnevælde – en håndsrækning til maste forældre’ slår han til lyd for, at vi holder op og lader børnene være og sender dem ud på egen hånd. Hvis de får lov, lærer børnene lige så meget af deres omgivelser som af deres forældre. De er nemlig fra tidernes morgen forprogrammeret til leg og imitation og til at udvikle sig.
Mød ham til foredrag på Moesgaard Museum og tag med på en rejse ind i kernefamilien og forældreskabet. Rejsen går fra stenalderen til jæger-samler-kulturer og stiller skarpt på, hvordan vi som forældre er blevet underlagt en forestilling om, at barnets tarv varetages bedst inden for den arena, som vi kalder kernefamilien, og hvordan den forestilling præger vores liv på godt og ondt.
Henrik Hvenegaard Mikkelsen er antropolog, ph.d., og fra juni 2023 ansat som indholdsudvikler på Moesgaard Museum. Han har tidligere blandt andet skrevet ’En historie om mennesket’ sammen med Rane Willerslev.
Arrangementet er en del af litteraturfestivalen LiteraturXchange, som foregår fra 8.- 18. juni i Aarhus.